Lyt til artiklen:

Biodiversiteten i genoprettet natur halter stadig efter to årtier

00:00
Hastighed: ???x
05:54

Genopretning af naturområder er lige nu i politisk høj kurs, men et nyt omfattende studie fra Københavns Universitet viser, at biodiversiteten stadig halter i de genoprettede danske vådområder efter mere end to årtier.

Samtidig tyder forskningsresultaterne på, at tid alene ikke vil ændre på dette, for områderne er for små, for tørre og tilstrømningen af kvælstof fra landbruget er fortsat. Derfor må vi lære af fortiden, påpeger forskerne bag studiet, det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Etablering af vådområder står højt på politikernes grønne prioriteringsliste i Danmark og mange andre lande. Med den grønne trepart vil Danmark investere stort i at genskabe naturområder i de kommende år, og her er oprettelse af nye vådområder et vigtigt fokus.

Rådgivningsvirksomhed tager treparten med i al rådgivning

Se også:

Rådgivningsvirksomhed tager treparten med i al rådgivning

Men det er afgørende, at disse initiativer bliver gjort med omtanke, understreger ny forskning fra Biologisk Institut på Københavns Universitet.

Forskningsstudiet, der er den første detaljerede undersøgelse af biodiversiteten i genskabte vådområder i Danmark, beskriver genopretningen af danske vådområder som en beskeden succes. For trods årtiers genopretning, er biodiversiteten gået i stå langt fra målstregen.

- Vores undersøgelse viser, at artsrigdommen er væsentligt lavere i de genoprettede vådområder sammenlignet med oprindelige, nær-naturlige vådområder. De nye vådområder er domineret af få konkurrencedygtige plantearter, mens mere sjældne og sårbare planter og mosser ikke formår at etablere sig. Konkret mangler omkring 1/3 af de arter, vi ser i nær-naturlige områder, og det er alle de sjældne arter der mangler, siger Marta Baumane fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet.

Mos

Der var få eller ingen mos-arter efter genopretningerne, ligesom den artsrige slægt, star, der er typisk for naturlige vådområder, også var underrepræsenteret i de genskabte vådområder. Her fandt forskerne kun fem almindelige arter af star mod 10 forskellige arter i nær-naturlige vådområder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Se, hvem L&F har udpeget til de lokale grønne treparter

Se også:

Se, hvem L&F har udpeget til de lokale grønne treparter

Mosser kan derfor være vigtige indikatorer for biodiversiteten i vådområder. Forskerne foreslår derfor, at mos kan bruges til at vurdere om genopretningsprojekter er på rette vej.

Forskerne har undersøgt biodiversiteten af plantearter både gennem tilgængelige data om vådområder i hele landet og eget feltarbejde på 12 forskellige lokaliteter fordelt i de tre ådale i Omme, Odense og Tryggevælde. Alle undersøgte vådområder er oprettet i årene efter årtusindskiftet.

Af resultaterne står det også klart, at problemerne med den haltende biodiversitet ikke er løst med mere tid alene, så længe de bagvedliggende årsager ikke ændres.

- Ventede vi 20 år mere og kom tilbage igen, så er det tvivlsomt, om vi ville se nævneværdige forbedringer. I registerdataet kan vi gå tilbage og finde optællinger, der viser at områderne har været i stilstand i de seneste 10 år, og vi må antage, at det skyldes en række bagvedliggende faktorer, som ikke har ændret sig. Der er fortsat høje koncentrationer af kvælstof i jorden, og vandløbene er godt nok blevet genslynget, men er stadig dybt nedgravede, så vådområderne langs med dem er for tørre, siger Marta Baumane.

Kvælstof

De mængder kvælstof, som befinder sig i jorden, stammer dels fra tidligere landbrug på arealet, men strømmer også vedvarende til fra nabogrunde med aktivt landbrug i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig er mange områder for små og præget af ufærdige genopretninger af vandløb, viser forskningen. Disse områder bærer for eksempel stadig præg af uddybede åer og bække og kunstige dræn, som fortsat udtørrer områderne og, ifølge forskerne, hindrer et naturligt økosystem i at udvikle sig i de genskabte vådområder.

Spørger man forskerne, så må erkendelsen af disse problemer gerne være første skridt mod at løse dem. På baggrund af den nye forskning peger Marta Baumane og hendes kollegaer på en række konkrete tiltag, der kan give bedre vilkår for biodiversiteten i både gamle og nye genoprettede vådområder.

Afgræsning

Et af tiltagene, som de anbefaler, er græssende dyr. Områder med græsning har nemlig markant større artsrigdom af planter end områder, der er overladt til sig selv, viser studiet. Ifølge forskerne skyldes det, at græsning skaber et mere varieret landskab og dermed gunstige forhold for flere forskellige arter.

Fra den 25 år gamle avis: Vandløb forsømmes

Se også:

Fra den 25 år gamle avis: Vandløb forsømmes

- Græsning reducerer især overvæksten af høje græsser og skaber plads til blandt andet lavtvoksende plantearter og mosser, der ellers bliver udkonkurreret, fortæller Marta Baumane.

Samtidig anbefaler forskerne, at der gøres en indsats for at reducere den mængde næringsbelastet drænvand, som ledes til fra omgivende marker og sikre fuld genopretning af vandløb, så områderne får de rigtige betingelser som egentlige vådområder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskernes anbefaling om at skabe større områder harmonerer også med en sidste anbefaling til fremtidige projekter, nemlig at de placeres i nærheden af eksisterende naturområder med høj biodiversitet, hvorfra planter og andre organismer kan sprede sig til de nye vådområder.

Projekterne, som indgår i undersøgelsen, vidner, ifølge forskerne, om en politisk tilgang til genopretning af vådområder, hvor den altovervejende målsætning har været at reducere næringsstoftab fra marker til vandløb for at forbedre vand- og havmiljø.

Altså en form for rensningsanlæg i det åbne land. Biodiversitet nævnes så godt som altid i projektbeskrivelserne, men uden en defineret målsætning, påpeger forskerne.

Debat: Vejledning om vådområder truer produktiviteten

Se også:

Debat: Vejledning om vådområder truer produktiviteten

- Hvis vi fortsætter med at behandle landets naturområder ensidigt som en teknisk løsning på vores udledning af næringsstoffer og CO2, vil det fortsætte med at koste os biodiversitet, siger Marta Baumane, der bakkes op af medforfatter, professor Hans Henrik Bruun fra Biologisk Institut.

- For ikke at gentage samme fejl i nye naturområder bør biodiversitet prioriteres højere i fremtidige projekter, for eksempel i forbindelse med Den grønne Trepart. Hvis Danmark skal nå sine biodiversitetsmål, kræver det en langt mere ambitiøs indsats, siger Hans Henrik Bruun.