Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Tid til at booke plads til Økodag
Søndag den 13. april er der igen Økodag, når de økologiske gårde åbner gårdspladsen for danskerne og stalddøren for køerne.
Hvis man vil med og se de glade køer, så er det tid til at booke en billet til sin yndlingsgård, det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.
- Vi glæder os til at afholde Økodag og vise de økologiske malkekøers forårskådhed frem for alle de gæster, der besøger de økologiske gårde, når økokøerne kommer på græs den 13. april. Der er altid rift om billetterne, så det er bare med at få booket allerede nu og sat et stort kryds i kalenderen, siger Michael Kjerkegaard, der er forperson hos Økologisk Landsforening.
For Økologisk Landsforening er det en festdag, når køerne bliver sendt ud for at gumle græs og nyde det gode udeliv i sommerhalvåret.
Men det er ikke det eneste, der er at fejre. For i år har det røde Ø-mærke 35-års jubilæum, og i løbet af de 35 år er næsten en halv million malkekøer blevet lukket ud af staldene.
Det er sket, fordi alle økologiske malkekøer skal på græs fra april til november.
- Det er en del af økologiens dna at arbejde for gode dyreliv. Økodag er helt central for den fortælling, og det er fantastisk, at vi med Ø-mærket har været med til at flytte dyrevelfærden gennem 35 år. Det arbejde stopper aldrig. Så når vi står på Økodag igen i år og fortæller, at køer på græs er lig med bedre dyrevelfærd og mere biodiversitet, er det, fordi vi mener, at alle køer bør have samme muligheder som de økologiske. De skal have adgang til frisk græs og åben himmel, siger Michael Kjerkegaard.
Alle gårde er åbne for besøg fra kl. 10.00-14.00. Køerne bliver lukket ud på alle gårdene samtidig, når stalddørene bliver åbnet kl. 12.00. Det er gratis at deltage i Økodag.
Økodag arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med Mejeriforeningen..