Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Nye regler for etableringsstøtte: Her er kravene skærpet
Igen i år kan yngre landbrugere søge om etableringsstøtte til deres egen bedrift. Reglerne er imidlertid blevet skærpet til årets ansøgning, og derfor er der en række nye regler, som man især skal være opmærksom på, inden man kaster dig ud i en ansøgning til puljen "Etableringsstøtte til unge landbrugere".
Det fortæller Jesper Høgsted i en pressemeddelelse fra Velas, hvor han er seniorrådgiver i virksomhedsøkonomi, som har flere års erfaring i at hjælpe unge landmænd med at søge etableringsstøtte.
- Der skelnes nu mellem to forskellige kategorier, hvilket vil sige, at du både kan søge som det, der betegnes som etablering og som fastholdelse. Uanset om du tilhører den ene eller anden kategori, skal du overholde de samme formelle krav. Du skal bare overholde dem på forskellige tidspunkter, og det er vigtigt at have for øje, fortæller han.
Helt ny?
Hvis man som ung landmand har planer om at skulle i gang med at etablere sit eget landbrug, kan man søge midler til at komme godt i gang, det som kaldes "etablering".
Her er kravene til, hvor langt man er med udførslen af sine planer på ansøgningstidspunktet, knap så skrappe.
- Som nystartet kan du ansøge uden at leve op til de formelle timekrav. Du skal have oprettet dit CVR-nummer, men du kan godt søge, selvom du endnu ikke ejer din egen bedrift, eller du ikke har skrevet under på lejekontrakten på den jord, du eksempelvis vil forpagte, fortæller Jesper Høgsted.
Fordi man ikke behøver at have styr på alt, når man søger om etableringsstøtte, har man tid at løbe på, inden man senere skal leve op til kravene.
- Først ved anmodning om udbetaling er der krav om, at du så lever op til de regler, der gælder. Det vil sige, at du har omtrent et års tid til at sørge for, at du lever op til timekravet, at du har eksempelvis lejekontrakten underskrevet, og at du driver en primær landbrugsbedrift, siger Jesper Høgsted.
Allerede i gang?
Søger man støtte til såkaldt "fastholdelse", fordi man allerede er i gang som landmand, er kravene lidt anderledes. Her skal man leve op til reglerne, allerede når man indsender sin ansøgning.
- Her gælder sådan set de samme krav, men forskellen er, at du skal leve op til kravene på det tidspunkt, hvor du søger. Du skal altså allerede være "etableret" som landbruger, siger Jesper Høgsted.
Reglerne siger blandt andet, at man helt eller delvist skal være ejer af virksomheden, at man skal være uddannet landmand eller have opnået realkompetencevurdering og samtidig leve op til det særlige timekrav.
- Du skal desuden være reel ejer af virksomheden, hvilket vil sige, at din ejerandel skal være på mindst 25 procent og med en stemmeandel på over 50 procent i virksomheden, fortæller Jesper Høgsted.
Der er også kommet ny definition af begrebet driftsleder, som kort fortalt betyder, at man i virkeligheden ikke må være for etableret.
- Reglerne siger, at du skal være driftsleder i virksomheden, men at du ikke må have været driftsleder eller fungerende driftsleder i flere end fire år inden selve ansøgningstidspunktet, fortæller rådgiveren.
Disse kan ikke få støtte
Har man tidligere fået udbetalt særlig støtte for yngre landmænd, kan det være, at man ikke kan få del i den nye pulje.
- Hvis du tidligere har fået støtte i mere end fem år fra den gamle "Støtte til unge landbrugere"-pulje, kan du ikke få del i den nye pulje. Samtidig kan ansøgere, som tidligere har fået udbetalt tilskud på den aktuelle ordning "Etableringsstøtte til unge landbrugere", heller ikke få tilsagn, fortæller Jesper Høgsted.
Herudover er det vigtigt, at man opretholder sit landbrug i tre år, efter man har fået pengene udbetalt.
- Reglerne siger, at du ikke må lukke dit landbrug eller flytte aktiviteterne over i et andet cvr-nummer i tre år efter udbetalingen af pengene, ligesom du i hele den periode skal leve op til de krav, der var på det tidspunkt, hvor du fik støtten udbetalt, siger Jesper Høgsted.
I år er der mulighed for at søge fra d. 3. februar til og med d. 21. april.