Der er sket meget siden Fasterholt Maskinfabrik blev grundlagt i 1958, og siden den første vandingsmaskine blev produceret sytten år senere. Det gælder både for udviklingen af teknologier og arbejdsgange.
Alligevel har den første, selvkørende vandingsmaskine, TL75, lagt fundamentet for alle efterfølgende modeller af samme type og er dermed grundlaget for hele virksomhedens historie.
- I marts fejrer vi 50-års jubilæet for TL75, idet den første, selvkørende vandingsmaskine har en særlig plads i vores bevidsthed. Samtidig fejrer vi også vores nye bygningen på omkring 3.500 kvadratmeter, som rummer to nye haller og administrationskontorer, siger Rikke Kjær Aslak, der er administrerende direktør hos Fasterholt Maskinfabrik i en pressemeddelelse.

Fasterholt Maskinfabrik har oplevet en stigende efterspørgsel på vandingsmaskiner gennem de senere år. Det har virksomheden taget konsekvensen af og søsat forskellige tiltag, herunder et optimeringsprojekt i produktionen og nye faciliteter til udviklingsafdelingen og lageret.
- Om vi fortsat kommer til at bruge teknologien bag TL75 til de næste mange modeller, tør jeg ikke gisne om. Men det slutter bestemt ikke her. Vi hos Fasterholt Maskinfabrik er klar til minimum halvtreds år mere, siger Rikke Kjær Aslak.
En grå Ferguson var udgangspunktet
Under tørken i 1974 kontaktede en række lokale landmænd Fasterholt Maskinfabrik for at få udviklet en vandingsmaskine særlig egnet til kartoffelmarker. For de eksisterende danske vandingsmaskiner duede ikke dertil, og de udenlandske var for dyre at importere.
Dertil kom beskaffenheden af det daværende manuelle vandingssystem, som landmændene brugte til deres kartofler. Det var både en langsommelig og omstændelig affære at få vandet markerne. For vandingsanlæggene, som bestod af lange, tunge jernrør, skulle flyttes rundt på marken tre gange i døgnet for at kompensere for sprinklernes korte spredebredde.
- Logisk tænkning og en vis portion erfaring har bestemt spillet ind, da Agner valgte at lade en grå Ferguson traktor være udgangspunktet for den første, selvkørende vandingsmaskine. Han vidste, at den er umulig at slide op, og at den passer i bredden imellem kartoffelrækkerne, fortæller Rikke Kjær Aslak, der er barnebarn af Agner Thisgaard.
- Motoren blev pillet af, mens gearkassen blev brugt til fremdrift, og til sidst kom der en anordning på til at rulle slangen op med. Bum, så stod TL75'eren klar, og selvom den kørte langsomt, dækkede den så stort et areal og vandede så ensartet, at den sparede landmanden for en masse manuelt og tidskrævende arbejde.
Først blev vandingsmaskinen produceret i elleve eksemplarer, som blev revet væk. En efterfølgende charmeoffensiv med informationsmøder i Fasterholt Forsamlingshus og udstilling på Landsskuet i Herning gjorde, at omkring to hundrede landmænd bestilte en TL75 til den efterfølgende sæson. Bestillingerne kom i hus i løbet af en enkelt uge.

For Fasterholt Maskinfabrik steg antallet af solgte maskiner støt i årene efter opstarten og toppede i 1978 med 300 solgte maskiner. Derefter begyndte det at regne samtidig med, at landbruget generelt manglede penge. Det betød, at Fasterholt Maskinfabrik i begyndelsen af 1980'erne oplevede det laveste antal solgte maskiner nogensinde i virksomhedens historie.
- Til trods for at der var krise i landbruget, formåede vi at holde skindet på næsen og holde os helt ude af det uundgåelige udskilningsløb, der var i industrien på det tidspunkt. Det skyldes især, at vi allerede dengang havde fået oparbejdet et stærkt renommé og var kendt for kvalitetsprodukter og gode service, siger Rikke Kjær Aslak.
Nye teknologier på gamle chassiser
Det er ikke udelukkende størrelsen på vandingsmaskinerne, som har ændret sig. Det har selve tilgangen til vanding også. For halvtreds år siden gjaldt det om at pøse så meget vand på markerne som muligt. I dag ser landmændene på markerne som små økosystemer, hvor ressourcer såsom gødning og vand skal spille sammen og udnyttes bedst muligt. En tilgang, der især kan understøttes af data og teknologiske hjælpemidler.
- Vi ser stadig nogle af vores første modeller vande på markerne rundt omkring, så vores vandingsmaskiner holder altså i flere årtier. Og det forpligter. For det nytter ikke noget at producere et chassis, som holder, hvis landmanden bliver nødt til at parkere maskinen bag laden, fordi styresystemet er forældet, siger Rikke Kjær Aslak og fortsætter:
- Derfor arbejder vi konstant på at fremtidssikre maskinerne i forhold til intelligent vanding og optimal ressourceudnyttelse. Det vil sige, at vores digitale styresystemer skal kunne vande med nøjagtig den mængde vand, marken har behov for på det givne tidspunkt.
Den nye tilbygning på 3.500 kvadratmeter indvies sammen med maskinjubilæet den 14. marts.

