Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Nyt redskab kan beregne værdien af biodiversitetsprojekter
Danmark indtager en absolut sidsteplads i Europa, når man sammenligner tilstanden for biodiversiteten med de andre landes. Derfor har Seges Innovation og forskere på Aarhus Universitet arbejdet intenst på, at udvikle den bedste metode til at måle, hvordan tiltag for truede dyr og sjældne planter batter i praksis.
Nu skal den viden ud og bruges i en demonstrationsplatform, som er første skridt på vejen mod et biodiversitetsværktøj til rådgivere, landmænd, lodsejere og myndigheder, det skriver Seges Innovation i en pressemeddelelse.
En ny rapport viser nu vejen til at opgøre biodiversitetsindsatser. Heri viser Seges Innovation P/S, Aarhus Universitet og Københavns Universitet, hvordan der kan opbygges en platform til opgørelse af biodiversitetsindsatser på lokal skala.
- Hidtil har man i Danmark og internationalt manglet både en metode og et validt værktøj til at måle effekten af biodiversitetsindsatser. Overvejer man ikke grundigt, hvordan man bør opgøre biodiversitetsindsatser, løber man risikoen for, at der skabes nogle uhensigtsmæssige incitamentsstrukturer. For eksempel risikerer man at lave et system, der belønner at starte fra et lavt udgangspunkt, hvor man groft sagt kan score flest biodiversitetspoint på, at fjerne al natur på et område og dernæst opbygge den på ny helt fra bunden. For at undgå dette har vi i Landmark undersøgt, hvordan man bedst muligt bevarer og baner vej for biodiversitet, fortæller Frederik Forsberg, Projektleder og seniorkonsulent, Seges Innovation P/S.
Rapporten
I rapporten præsenteres de vigtigste resultater og anbefalinger fra forskningsprojektet Landmark, som netop berører, hvordan arbejdet med en platform baseret på Dansk Naturindikator kan foregå.
Dansk Naturindikator er en model fra DCE ved Aarhus Universitet, hvor det er muligt at beregne en formodet effekt af forskellige initiativer indenfor naturbeskyttelse og -genopretning.
Landmark-projektet er det første skridt mod udviklingen af et værktøj til opgørelse af biodiversitetsindsatser og dermed en mere bæredygtig arealforvaltning. Der peges i den politiske Aftale om et Grønt Danmark netop på landmanden som fremtidens arealforvalter.
Det betyder at der også fremover vil være behov for effektive og brugbare værktøjer, der kan benyttes til at dokumentere indsatser og planlægge den fremtidige forvaltning og ikke blot hvad angår biodiversitetsbevarelse, men også næringsstoftilbageholdelse i landskabet og lagring af klimagasser.
Metoden, der er beskrevet i Landmark, giver et solidt fagligt fundament for udmøntningen af Danmarks kommende biodiversitetslov, samt af Den Nationale Genopretningsplan, som Danmark skal have klar senest i 2026 på baggrund af EU-krav.
Projektet
Landmark projektet er et treårigt projekt, der er støttet af Promilleafgiftsfonden for Landbrug og som er afsluttet i 2024. Projektet har kørt som et samarbejde mellem Seges Innovation P/S, Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) ved Aarhus Universitet og Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) ved Københavns Universitet.
Hovedpunkterne i rapporten består af en model til opgørelsen der tager udgangspunkt i kortlag, for at skabe overblik over nærliggende projekter der kan styrke det projekt man arbejder på, da man ser en stor værdi i at bygge videre på eksisterende projekter, når man begynder på noget nyt i nærheden.
Beregningerne skal ske ud fra lokale projekter, så man går væk fra tanken om at alle arealer kan og skal bruges til biodiversitet. Derimod skal der fokuseres på de arealer der giver mening ud fra både et økonomisk og et samfundsmæssigt perspektiv.
Økonomiske overvejelser i biodiversitetsopgørelser, ved at beregne på omkostningerne for at hæve scoren i Dansk Naturindikator bliver det tydeligt, at der er markante udfordringer med den værdi, som biodiversitetstiltag traditionelt set tilskrives. Som det er i dag, tilskrives de mest effektive indsatser således ikke den største økonomiske værdi.