Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Styr på smittebeskyttelsen? Nu kommer kontrollerne
Mund- og klovesyge i Tyskland sammen med den afrikanske svinepest, ASF, samt en fugleinfluenzasæson på vej betyder, at det er endnu vigtigere at værne om dyresundhed og smittebeskyttelse i Danmark.
Det betyder også, at Fødevarestyrelsen i 2025 vil bruge ekstra tid på kontroller og vejledninger i grisebesætninger samt hos grise- og kvægdyrlæger, meddeler styrelsen på sin hjemmeside.
Formålet er at se på, om besætninger og dyrlæger lever op til de regler, der skal være med til at sikre sunde dyr og fødevarer.
På kontrollerne vil fødevarestyrelsen have fokus på, om forbrug af vacciner og antibiotika sker efter reglerne og registreres korrekt. Ligeledes vil der være fokus på, om de enkelte besætninger har styr på smittebeskyttelse.
Fødevarestyrelsen vil desuden se på, om besætningsejere kontakter deres dyrlæge, hvis der er mistanke om alvorlige sygdomme, og om dyrlægen videre orienterer myndighederne, så beredskabet kan stå klar, hvis det skulle være nødvendigt.
- God smittebeskyttelse og anmeldepligt er hele fundamentet i vores veterinære beredskab. Det er helt afgørende, at de ansvarlige på besætningen reagerer, og at dyrlægen med det samme melder ind til Fødevarestyrelsen, hvis de ser symptomer, der kan skyldes en alvorlig dyresygdom. Ellers mister vi kostbare timer, når vi skal bekæmpe smitten. Derfor vil vi også til en hver tid hellere høre fra dyrlægerne en gang for meget end en gang for lidt, siger veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, Charlotte Vilstrup Castle.
Langt de fleste besætningsejere og dyrlæger lever også op til kravene, lyder det fra styrelsen. Fødevarestyrelsen støder dog lejlighedsvis på landmænd og dyrlæger, der ikke lever op til reglerne, og dermed øger risiko for smittespredning af alvorlige dyresygdomme i landet.