Lyt til artiklen:

Se, hvem L&F har udpeget til de lokale grønne treparter

00:00
Hastighed: ???x
02:47

Interessen for at komme med i de lokale treparter har generelt været stor, og Landbrug & Fødevarer har udpeget repræsentanterne gennem de lokale foreninger.

Det fortæller Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er stolt af, at vi på kort tid har sat et hold af dygtige lokale trepartsrepræsentanter, der er klar til at gå i gang med den store og vigtige opgave; at gøre trepartsaftalen fra sidste år til virkelighed. Vi har som landmænd erfaring med at løfte et stort lokalt ansvar. Alle er klar over, at det er en både vigtig og svær opgave. Derfor er dygtige lokale repræsentanter altafgørende, siger Søren Søndergaard, formand i Landbrug & Fødevarer.

De lokale treparter skal finde de bedste løsninger i hvert enkelt vandopland, så man kan sikre en indsats, der understøtter et stærkt og konkurrencedygtigt landbrug og samtidig forbedrer vandmiljøet, skaber mere natur og færre klimaudledninger.

- De udfordringer vi har med rigid og ineffektiv vandmiljølovgivning har eksisteret i flere år. Med trepartsaftalen har vi nu rammerne og værktøjerne til at udføre opgaverne bedre end før. Det er helt centralt, at det er lokale kræfter, og ikke bureaukratiet i København, der skal gøre ambitionerne til virkelighed. Derfor er det vigtigt for Landbrug & Fødevarer, at det er lokale folk, der sidder med ved bordet, når løsningerne skal findes, siger Søren Søndergaard.

Treparterne får til opgave at sammentænke indsatserne.

- Lokalt skal man sikre, at vi løser flere ting på den samme hektar. Det kan fx være, at man anlægger minivådområder, der sænker kvælstofudledningen effektivt og samtidig skaber bedre biodiversitet. Og så skal vi have mindre regulering på de robuste landbrugsjorde, siger Søren Søndergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har travlt

Den politiske trepartsaftale, der blev vedtaget i november sidste år, fastsætter, at de lokale arealplaner skal være færdige inden dette års udgang. Det er en kort og meget ambitiøs tidsfrist, mener formanden.

rich-media-3
Oversigt over de 23 treparter og repræsentanter udpeget af Landbrug & Fødevarer.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har enormt travlt. Travlheden er kun blevet større af, at trepartsaftalen tilbage i efteråret blev en del af et uskønt politisk spil på Christiansborg. Så vi kommer senere i gang, end vi forventede, da vi lavede trepartsaftalen tilbage i juni måned, siger Søren Søndergaard og fortsætter:

- Der mistede vi dyrebare måneder, hvor arbejdet ikke kunne komme videre. Men nu er vi her, og der er en stor lokal vilje til at sætte skub i arbejdet hos vores dygtige lokale foreninger. Det bliver næppe landmændene, man kommer til at vente på, for vi ser generelt en stor interesse i at deltage i arbejdet," siger Søren Søndergaard.

Udover Landbrug & Fødevarer har Kommunernes Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening også udpeget deres repræsentanter til de 23 lokale treparter.