Abonnementsartikel
Skal man tro en nyligt udgivet rapport, er danske landmænd for dårlige til at drive landbrug - og kan derfor ikke hamle op med de andre lande.
Er de danske landmænd dårlige driftsledere - og er det medvirkende til, at økonomien halter for mange? Det er den følelse, man sidder tilbage med efter at have skimmet rapporten " En vurdering af dansk landbrugs relative konkurrenceevne udtrykt ved udnyttelse af produktionsmuligheder og driftsledelse". En udredning, som er bestilt under den tidligere regering og udført af forskere fra Københavns Universitet.
Forskerne konkluderer blandt andet, at de bedste plante-, mælke- og svineproducenter i Danmark generelt er dårligere end de bedste tilsvarende producenter i andre lande med hensyn til økonomisk efficiens. Med dette menes, at de danske landmænd ikke forstår at udnytte de knappe ressourcer på den mest effektive måde for at få det størst mulige udbytte ligeså godt som deres udenlandske kollegaer.
Er I enige? Jeg synes ikke, at man kan se ret mange steder hen, hvor ordet optimering ikke står bøjet i neon. Det kan undre mig, at rapporten overhovedet ikke tager højde for de produktionsmuligheder, som de forskellige lande er underlagt. Dog står der sort på hvidt, at enten er selv de dygtigste danske landmænd ikke dygtige nok til at udnytte de produktionsmuligheder, som de danske rammevilkår definerer på et givet tidspunkt, eller også er det de danske rammevilkår, der er problemet og hæmmer produktionstilpasningen.
Det sidste kan man ligesom fornemme, at forskerne ikke rigtigt køber, når de kommer med følgende udtalelse: "Netop argumentet om, at de danske rammevilkår er alt for stramme sammenlignet med vores nabolande og derfor påvirker landbrugets konkurrenceevne negativt, bliver ofte fremført i den landbrugspolitiske debat".
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er den præcise årsag til krisen i dansk landbrug, men uanset hvad er ovenstående udmeldinger ikke ligefrem med til at skabe optimisme. Jeg tvivler dog stærkt på, at særligt mange af os vil tage det personligt - for hvad ved de "køwenhavnere" egentlig, når det kommer til stykket? ?