Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fokus på regenerativt landbrug i Region Sjælland
Formålet med projekt, Markindsats Region Sjælland - på vej til regenerativt landbrug, er at styrke biodiversiteten, reducere klimaaftrykket og sikre sundere fødevarer. Samtidig med at det giver landmændene værktøjer til at skabe robuste og fremtidssikrede bedrifter.
Region Sjælland og Business Lolland-Falster står bag Region Sjællands Fødevarealliance, og vil gennem produktion af fødevarer sætte en ny bæredygtig retning for hele regionen, der kan sikre en økonomisk stærkere region og en sundere befolkning, det skriver Business Lolland-Falster.
- Vi skal tænke stort, handle klogt og sætte tempoet op. Region Sjælland skal være et fyrtårn for bæredygtig fødevareproduktion, og det her er en mulighed for at vise, hvordan innovation kan gå hånd i hånd med klima og biodiversitet. Projektet er et konkret skridt på vejen mod at sikre en grønnere og mere konkurrencedygtig fødevaresektor, siger Mikkel Wesselhoff, formand for Fødevarealliancens styregruppe.
Folkene bag
Det er Harald Krabbe fra Frederiksdal Gods på Lolland, ph.d. i biodiversitet og regenerativ transformation Lotte Nystrup Lund fra Futurista og landbrugsrådgiver Hanne Gundersen fra Jordkontakt, der har taget initiativ til projektet.
De vil i projektet arbejde sammen for at udvikle en praksisbaseret videns hub, der skal inspirere, uddanne og understøtte landmænd i hele Danmark.
- Min vision er et landbrug, der giver liv og diversitet tilbage til naturen. Det kræver nye metoder, et nyt mindset og viljen til at gøre tingene anderledes. Jeg glæder mig til at bidrage til en grønnere fremtid, siger Harald Krabbe.
Konkrete resultater
Projektet vil gå direkte i marken og teste metoder i samarbejde med landmænd, hvor der er fokus på praktiske handlinger og erfaringsdeling for at skabe konkrete resultater.
Projektet omfatter en masterclass der introducerer til regenerativt landbrug og skaber netværk med andre landmænd. Kurser og erfagrupper, med praktiske kurser og netværksgrupper for at dele erfaringer.
Det omfatter også business cases med seks landmænd der deltager i et forandringsforløb med regenerativt forsøg på egen bedrift. Resultaterne skal inspirere nationalt og internationalt.
- Vi skal skabe en fødevareproduktion, der i stedet for at belaste naturen og klimaet aktivt bidrager til naturens rigdom og landbrugets robusthed. Samtidig er det afgørende, at vi inddrager forbrugerne, så de forstår værdien af regenerativt dyrkede fødevarer, forklarer projektleder Lotte Nystrup Lund.
Regenerativt landbrug
Regenerativt landbrug handler om at genopbygge jordens sundhed, reducere brugen af eksterne input og styrke biodiversiteten. Resultatet er sundere fødevarer, stærkere økosystemer og landbrug, der er mere modstandsdygtige over for klimaforandringer.
- Jeg er meget glad for det nye samarbejde. Det er en unik mulighed for at komme i gang med at dyrke landbrug på en ny og grønnere måde, der peger ind i fremtiden. Min vision er at dyrke landbrug, der ikke er på bekostning af nogen eller noget. Det kræver både nogle helt nye metoder og et nyt mindset, og jeg glæder mig meget til at komme i gang, siger Harald Krabbe, Frederiksdal Gods.
Fødevarealliancen
Fra Fødevarealliancens perspektiv handler det i høj grad om at medvirke til lokal udvikling, der både sikrer natur, sundhed og forretning. Der er opbakning og anerkendelse af initiativet fra Region Sjælland.
- Region Sjælland er glad for at kunne støtte den grønne omstilling i landbruget gennem projekter, der flugter med vores ambition om at skabe et tættere samarbejde mellem producenter og os som store offentlige forbrugere. Region Sjælland arbejder aktivt med at indkøbe flere lokale og grønne fødevarer, og dette projekt er med til at understøtte vores samarbejde med dem, der kan levere til vores køkkener, siger Regionsrådsformand Trine Birk Andersen, Region Sjælland.