Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fasterholt topper regnskabet trods regnfuldt år
Den danske producent af vandingsmaskiner, Fasterholt Maskinfabrik, havde endnu et godt år. Det fortæller virksomheden i en pressemeddelelse om regnskabet for 2024.
Den massive efterspørgsel efter tørken i 2023 flød nemlig også ind i 2024, der dog skulle vise sig at blive så regnfuld, at mange af de nye maskiner ikke fik lov at arbejde ret meget.
Fasterholt kom ud af regnskabsåret med en bruttofortjeneste på 38,2 millioner kroner mod 35,7 millioner kroner i fjor. På bundlinjen kunne man sætte to streger under et overskud på 19,3 millioner kroner mod 17 millioner kroner forrige år.
- Uanset, hvad vejret byder os, står vores folk sammen som et hold. I sæsonen i 2023 måtte vi trække på alle medarbejdere stort set døgnet rundt for at kunne følge med. Så selvom sæsonen i år nærmest har været ikkeeksisterende, grå og trist, så trængte alle til et pusterum, siger Rikke Kjær Aslak, der er direktør for Fasterholt Maskinfabrik.
Imponerende medarbejdere
I 2023 måtte Fasterholt Maskinfabrik melde udsolgt og mange kunder på venteliste. Sidste års lidt mere afmålte efterspørgsel betød, at der var plads til interne projekter i produktionen, hvor flere processer er blevet optimeret.
Samtidig fremhæver Fasterholt, at det i 2024 lykkedes relativt problemfrit at sende alle medarbejdere på sommerferie uden at måtte slå knuder på produktionen som i de foregående år.
- Igen i år imponerer medarbejderne, idet de har vist et enormt engagement i forbindelse med optimeringsprojektet. For det at ændre arbejdsgange og vaner er aldrig nemt. Alle bakker op, og det kan mærkes både på stemningen og på bundlinjen. På den baggrund vil jeg gerne takke både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere for såvel det store engagement som for tilliden, lyder det fra direktøren.