Coachen var en del af DM&E Vidensdage, hvor hun i centersalen holdt oplægget "Den unge arbejdsstyrke i skov og mark".
De unge i dag er børn af familier og samfund fra en anden generation, hvor familiestrukturen har ændret sig meget.
- "Vores" generation voksede op i et andet familie-hierarki, hvor far og mor bestemte, og vi rettede os efter det. Der var struktur både i familien og på arbejdspladsen, så det hele passede bedre sammen, end det vi ser i dag, siger coachen.
- Og dog. Vi har altid haft, og har stadig, vores egne holdninger til alting, og vi retter os heller ikke bare ind. Men de unge i dag har i større antal større problemer med at passe ind på en arbejdsplads, og det skyldes ledelsen, siger hun.
De unge medarbejdere
I dag bliver de unge inddraget i beslutninger fra en meget tidlig alder derhjemme. Samtidig er arbejdspladserne stadig steder, hvor man skal rette sig efter nogle regler, som arbejdspladsen har, og kan du ikke indordne dig, så er det ud.
- Det er en stor omvæltning for de unge, og her hjælper det ikke bare at sige: "Sådan har det altid været." Nej, der skal andre tanker til, hvis vi ikke skal miste de unge til andre brancher, hvor de føler sig lyttet til, forklarer Gitte Xenia Rymark.
Selv små konflikter kan opstå på arbejdspladsen, fordi de unge siger: "Hov, du kan da ikke bare bestemme, bare fordi du sidder deroppe." De unge er nemlig vant til, at de bliver spurgt, hvad de har lyst til, inden for en bestemt ramme selvfølgelig.
Det betyder ikke, at de unge er dumme, forkert opdraget eller har misforstået noget. Det handler ikke om "kæft, trit og ret," for de er vant til at blive spurgt og hørt i deres valg. Hierarkiet er mere fladt for dem.
De unge er også vant til et uddannelsessystem, hvor der er fokus på præstation. Det lægger et tungt pres på de unges skuldre. Med de sociale medier bliver det endnu værre, fordi de hele tiden føler, at de skal præstere og måles op mod alle andre. Derfor får de ikke den samme opstart på en arbejdsplads, som ældre generationer fik, for de føler, de måles på alt, de gør.
- Alt forandrer sig hele tiden og hurtigere end nogensinde før. De er den første generation, der bliver målt på kryds og tværs - på alt. Alle parametre vurderes, fordi vi kan måle dem i både skole- og uddannelsessystemet, siger Gitte Xenia Rymark.
De unge har i dag mere end nogensinde før svært ved at finde ud af, hvad de skal. De er præget af et ønske om at udvikle sig; de vil så meget og kan så meget mere end de unge før i tiden. Men de tør ikke altid at stå frem med det. Derfor lyder det fra coachen, at de skal lyttes til.






