Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Generationsskifte sikrer Terra Connects fremtid
Peter Søby har 20 år arbejdet for og med landbrugets digitale løsninger i Terra Connect heraf de seneste otte år som direktør. Men fra 1. februar overlader han direktørstolen til David Roel, som kommer fra samarbejdspartneren Lindcom.
- Tanken var at sikre et generationsskifte i det her firma, og vi har tæt samarbejde med Lindcom og har haft et tæt parløb. Derfor giver det mening, at det bliver David. Han har desuden haft et stort ønske om, at jeg bliver i firmaet, og det vil jeg også gerne, siger Peter Søby, der fortsætter som kundechef.
Stillingen som kundechef er Peter Søby uhyre tilfreds med, da den giver ham mere tid sammen med kunderne.
- Man ender tit i en rolle, hvor man bruger meget tid på opgaver, der ikke er direkte relateret til det, man brænder for. Som kundechef får jeg mulighed for at fokusere på netop dét, jeg brænder for, siger Peter Søby.
For David Roel, der i flere år har arbejdet sammen med Peter Søby, er jobbet som direktør med Peter Søby som sparringspartner også et valg, der giver mening.
- Det er specielt at forlade Lindcom, men jeg ser virkelig frem til at blive ansvarlig for Terra Connects videre udvikling. Med afsæt i virksomhedens fundament af loyale kunder, den kompetente medarbejderstab og et stærkt samarbejde mellem Peter og mig er jeg meget fortrøstningsfuld, hvad angår Terra Connects fremtid, siger den nyslåede direktør.
David Roel regner med at bruge den første tid som direktør på at blive fortrolig med arbejdsgange og setup i virksomheden.
Derudover understreger David Roel vigtigheden af, at Terra Connect i højere grad formår at udbrede kendskabet til virksomheden og den værdi, Terra Connect bringer til sine kunder.
- IT-infrastruktur, digitalisering, rettidig og kompetent support, cybersikkerhed og strukturering af handlingsorienterede data er af stigende betydning for virksomheders evne til at konkurrere. Netop inden for disse områder kan landbrug og øvrige typer virksomheder blive godt kørende ved at få deres helt egen IT-afdeling hos Terra Connect, siger han.
- Vi har stadig brug for at fortælle historien om, hvor vigtigt det er at samle og følge med på den teknologiske udvikling, siger Peter Søby, der kalder det for et privilegie selv at kunne finde sin afløser.
I forbindelse med generationsskiftet har Peter Søby desuden solgt sine ejerandele til firmaets øvrige ejere DLG og Velas.