Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Sådan gør man sin virksomhed attraktiv for investorer
For tiden oplever rådgivningsselskaberne i landbruget en tendens til, at der er flere landmænd, som efterspørger muligheden for at få eksterne investorer ind i forretningen. Behovet for ny kapital til vækst vokser, som følge af en tendens til konsolidering i landbruget, det skriver Fjordland i en pressemeddelelse.
Der er dog mange forhold, man skal være opmærksom på, når man som landmand ønsker at indgå et samarbejde med en investor. Først og fremmest skal man forberede sig på, hvad det vil sige, og hvad det indebærer at dele ejerskabet - og ikke mindst beslutningstagningen - med en potentiel investor, og det er noget af det, som der vil være fokus på til Fjordland Kongres.
Det forklarer Jens Tange Møllmann, virksomhedsrådgiver i Fjordland, som har mange års erfaring med investeringer både inden for og uden for landbruget. Han oplever, at mange landmænd ikke har gjort sig de nødvendige overvejelser, før det er for sent.
- Inden man kaster sig ud i et delt ejerskab, skal man være meget bevidst om, hvad det præcis indebærer. Med en investor om bord er man forpligtet til at dele beslutningstagningen, og det er der desværre mange, som ikke har overvejet. Man skal være villig til at se virksomheden i et nyt lys og finde fælles fodslag om de beslutninger, der skal træffes, forklarer han.
Netop derfor er det også vigtigt at gå kritisk til værks i jagten på den rette investor.
- En dygtig investor bidrager ikke kun med kapital, men også som sparringspartner, der kan hjælpe med at udvikle virksomheden. Derfor er det vigtigt at være kritisk i valget af investorer og sikre, at der er klare aftaler på plads. Aktionæroverenskomster og selskabsstrukturer skal designes til at understøtte virksomhedens mål og sikre en tydelig beslutningskompetence, siger Jens Tange Møllmann.
Forberedelse er nøglen
For at kapitaltiltrækningen kan blive succesfuld, kræver det grundig forberedelse. Her forklarer Jens Tange Møllmann, at man skal lægge særligt meget energi, og det er ofte her, hans rådgivning til kunderne starter.
- For at tiltrække kapital skal man kunne præsentere sin virksomhed på en attraktiv måde, der tydeligt viser de visioner, ambitioner og strategier, landmanden har - for det er netop dét, investoren køber ind i, siger han og fortsætter:
- Man skal forberede det, der kaldes et pitch, som afspejler landmandens mål og værdier. Det er vigtigt, at pitchet udarbejdes på et ærligt grundlag, så landmanden kan genkende sig selv i materialet. Det er dét, samarbejdet med investoren tager udgangspunkt i.
Juridisk sikkerhed for alle parter
Før det formelle samarbejde kan indgås, og investoren for alvor træder ind i virksomheden, skal der være styr på alle aspekter af due diligence. Det inkluderer dokumentation, regnskaber og juridiske aftaler, der sikrer, at samarbejdet bliver transparent og målrettet mod fælles ambitioner.
-Alt skal skrives ned. Kun gennem grundighed og forberedelse kan man minimere konflikter og sikre et langsigtet partnerskab, forklarer Jens Tange Møllmann.
I dag ser man mange forskellige scenarier for investeringer i landbruget - fra maskinstationer, der ønsker at investere, til store fonde med interesse for landbrugsjord eller nye strukturer, hvor landmænd selv bliver investorer.
Derfor har Fjordland etableret FutureMatch, en platform, der gør det muligt at skabe forbindelser mellem erfarne landmænd og nye generationer, der drømmer om at overtage en bedrift.
Siden FutureMatch blev lanceret sidste år, er platformen blevet forfinet, og den første ejendom er i gang med at blive matchet med den rette køber.
På Fjordland Kongres vil Tobias Bruun Kvejborg, ejendomsmægler hos Fjordland Mægler, give indblik i, hvordan de arbejder med konceptet.
- Landbrugene bliver større, og det bliver sværere for unge mennesker at komme ind i branchen. Derfor giver det god mening at lave et avanceret køberkartotek som FutureMatch, hvor vi kigger indgående på hver ejendom og sælgers specifikke ønsker. På den måde kan vi lave en konstellation, der passer netop til den sælger og køber, der matches, forklarer Tobias Bruun Kvejborg.