Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Se video fra Tanzania: HEG har succes med at sende lærlinge til udlandet
HEG - Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser har stor succes med at sende unge, der er i gang med uddannelsen til landbrugsmaskinmekaniker, til Tanzania. Her lærer de at stå på egne ben, udvikler sig og kommer mere selvstændige hjem.
Skolen har i samarbejde med Dansk Maskinhandlerforening og Ulandssekretariatet fået optaget videoer fra lærlingenes praktik i det afrikanske land.
Her fortæller de blandt andet om de udfordringer, de kæmper med, når de er langt væk fra de vante omgivelser på deres danske lærepladser.
De seneste syv år har HEG sammenlagt haft omkring 30 af deres elever på et fem ugers praktikophold i Tanzania. Senest var otte elever afsted.
En af dem er Jeppe Westh, der blev udfordret med at finde alternative måder at reparere en traktor på. Eksempelvis var der ikke strøm til at lade værktøjets batterier op med, så i stedet blev det koblet direkte til et bilbatteri.
- Det er en god øvelse at gøre sig, for i Danmark er vi jo meget privilegerede og kan få alle de reservedele, vi har brug for. Men hernede er man nødt til at tænke ud af boksen. Det gør, at man bliver mere kreativ og opfindsom, og jeg kommer hjem med en ny tilgang til tingene, siger Jeppe Westh.
På farmene i Tanzania oplever de danske lærlinge tit, at de ofte mere er læremestre frem for lærlinge.
Thor Hansen er i praktik hos Simba Farm ved foden af West Kilimanjaro i det nordlige Tanzania har de 5.000 hektar, hvor de blandt andet dyrker hvede og byg til det lokale marked og frø til eksport. Her er også får, kvæg og produktion af grøntsager og urter.
Han deler ud af sin viden til de midlertidige afrikanske kollegaer.
- Man går fra at være lærling til at blive manager. Jeg er vant til at få fortalt, hvad jeg skal. Nu skal jeg fortælle andre, hvad de skal, også selv om de måske har arbejdet inden for faget i 10 år.
Oplevelser og udfordringer
Udover de tekniske udfordringer og det selvstændige arbejde får lærlingene også en anden ting med hjem fra deres læretid i Tanzania.
- Det er en oplevelse for livet, som man aldrig får igen. Jeg får aldrig muligheden for at komme og arbejde sådan et sted igen. Så det er fuldstændig det hele værd, siger Martin Sørensen, der er i gang med sin uddannelse på HEG - Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser og har været i fem ugers praktik i Tanzania.
For lærlingene er der dog også udfordringer, der sender dem til tælling.
- Jeg har lidt bøvl med maven. Det er ikke altid den mad, vi får hernede, er som derhjemme og har de samme bakterier, så det kan godt drille lidt nogle gange, fortæller Thor Hansen en af de dage, hvor han er på vej på arbejde efter en nat, der mest er gået på toilettet.
Tænker ud af boksen
De unge er af sted på egen hånd og er fordelt på fire forskellige farme, hvor de bor sammen to og to. Underviserne i Danmark ser gang på gang, at de unge mennesker kommer hjem med ny viden.
- I Tanzania skal de tænke ud af boksen og arbejde med meget få hjælpemidler og under meget forskellige forhold, siger Steffen Blok, der er faglærer på HEG.
Også på de danske lærepladser er der stor opbakning til at lærlingene tager en del af deres praktik i Tanzania. Hos Kølkær Entreprenør har de haft deres lærling Thor Hansen afsted.
- Thor har altid arbejdet utrolig selvstændigt og er en dygtig lærling, men han er bestemt kommet hjem med mere selvtillid og til at tænke kreativt, siger Bjørn Kristensen, der er værkfører hos Kølkær Entreprenør.