Denne gang i PowerFocus sætter vi fokus på en brugt traktor, der lige er vendt hjem til Danmark. Traktoren har en vis legendestatus, og vi hører den nye ejer om, hvorfor den har det.
Vi kan starte med at forklare, at samme år som den dengang kendte og bomstærke "stortraktor" i Danmark, Fendt Favorit 615LS startede med at blive produceret i 1979, kunne Fendt også præsentere en endnu større og stærkere traktor. En Favorit 620LS (181 hk).
Den skilte sig ud på både design, vægtfordeling, funktioner og så en del flere hestekræfter.
Senere kom den større 622LS (211hk), og i 1981 kunne Fendt rykke over 250 hestekræftersklassen som den første i en serieproduceret standardtraktor. Fendt viste et nyt flagskib frem, som faktisk kun meget få har fået lov til at køre med, da den bare var forud for sin tid.
Med en totalproduktion på 66 traktorer totalt er en Fendt Favorit 626 en sjældenhed i dag, og selv dengang var den sjælden, da to tredjedele blev solgt til mellemøstlige lande og aldrig kom igen.
I dag står Fendt Favorit 626 som et ikon på Fendts mod og innovation, ved at gå foran - og er som en sjælden perle i traktorenes historie. I hvert fald hvis du spørger ejer af Underbjerg, Einer Underbjerg.

Nyt kaptiel
- Denne gigant var tydeligvis så meget forud for sin tid, at selv fremtiden havde svært ved at følge med lang tid efter, fortæller en entusiastisk Einer Underbjerg.
Historien om storetraktoren lever nu videre igen efter 25 års fravær, hvor der nu igen står en 626'er på dansk grund, og endda en gammel kending.
- Der var et par stykker på dansk grund, og de to af dem har jeg kørt med, og nu har jeg hentet den ene, som stadig er i live, hjem igen. Faktisk har jeg både kørt den, skruet i den, selv solgt den og nu købt den tilbage igen, siger Einer Underbjerg, der er lidt forbløffet over at have fundet den selv samme traktor igen ude i verden.
Traktoren skal stå hos Underbjerg også kaldet Fendt Specialisten, som Einer er ejer af.
- Det er mere held end forstand, synes jeg, at der står et så fint eksemplar i min gårdsplads, uden at den er blevet renoveret, andet end en klat maling i sin tid og så oveni, at det er en, man har kørt med og skabt noget historie med, og det er både mig, men også min familie, siger Einer Underbjerg.
Har rodet med Fendt i 40 år nu, og det er en kærlighed for mærket, der har gjort, jeg står med sådan en 626'er igen.
Einer Underbjerg, Ejer af Underbjerg.

Kom som brugt
- Jeg er opvokset på Langelund Maskinstation, hvor vi i 1993 køber to brugte Fendt Favorit 626LS, hvor man kan sige, i 90'erne begynder der at blive skubbet i Danmark til 200+ hestekræftersklassen hos de forskellige mærker, der bliver købt ind i landbruget, siger Einer Underbjerg.
Den, som Einer Underbjerg nu har købt tilbage, startede sit liv på Sjælland ved et gods fra ny af, og da den kom til maskinstationen, fik den hovedsagelig til opgave sammen med den anden 626SL at køre med RKM-møgspredere størstedelen af tiden. I den tid og i området var kvæggårdene mange, og fastmøg var det, der blev kørt mest ud af, så de havde nok at se til, men passede godt til de større spredere, der begyndte at komme.
- Det var en traktor, der bare havde et helt specielt design, bare se på den, det er ikke noget, du finder på nogle af de andre traktorer, der er produceret igennem tiden, siger Einer Underbjerg.

Einer Underbjerg henviser også til, at det slet ikke var normalt med så mange hestekræfter i sådan en tid selv i 70'erne og 80'erne til start 90'erne.
I Danmark havde man i 70'erne traktorer ude på gårdene på typisk 70-100 hestekræfter. I 80'erne steg det til omkring 70-150 hestekræfter, selvfølgelig med nogle landbrug der gik højere op. Men at få en traktor ind, som havde over 250 hestekræfter i starten af 80'erne var helt vildt for den tid i Danmark.

Købt ved et tilfælde
Den ene af de to 626'er bliver trafikskadet hos Langelund Maskinstation. Det var så voldsomt, at forakslen bliver rykket af og så valgte man efterfølgende at sælge dem begge to i 1999. Det var Einer Underbjerg selv, der solgte traktorerne til en i Luxembourg.
- I 2024 fortæller en handelskontakt, at han har en bekendt, som vil sælge en original Fendt Favorit 626 LS. Han vil ikke bare sælge den til hvem som helst, så det ender med, at sælgeren rejser op til mig for at besøge mig og se, hvem jeg er, og om jeg ville være den rette køber, siger Einer Underbjerg.
Einer Underbjerg vil gerne købe traktoren, men er stadig lidt nysgerrig på, hvor den kommer fra. Her kan manden fortælle, at han havde den fra Luxembourg, hvor der var to styk, men den anden var skadet på forakslen.
- Jeg viste bare med sikkerhed, at det var den traktor, jeg havde solgt, og så var der ingen anden vej, end jeg bare sagde ja tak til handlen uden snart at tøve, for det er et stykke historie for mig og min familie.
Det er dog Einer Underbjergs far, der har kørt flest timer i lige præcis denne Fendt 626'er, mens hans søn, Flemming, der også arbejder ved Underbjerg, har siddet rigtig mange timer i førerhuset på skødet af farfar.
- Jeg kommer nok aldrig af med den igen. Den skal i hvert fald passes på, så svære som sådan en 626'er her er at få fat i, siger Einer Underbjerg.

Giganten, der forsvandt
- Det var ikke, fordi traktoren ikke duede, den var bare foran på så mange punkter, og kom måske lidt uheldigt i den tid, hvor landbruget ikke gik allerbedst i 80'erne. Samtidigt var det også begrænset, hvor mange gårde der kunne bruge over 250 hestekræfter og havde redskaber til det, siger Einer Underbjerg.
Fendt Favorit 626 LS/LSA blev bygget fra 1981 til 1986. Der skulle gå 10 år, før det blev normalt at finde en serieproduceret traktor med over 250 hestekræfter på de danske marker.
Verden bliver pludselig lille, når man kan finde den præcis samme traktor igen og få den med hjem.
Einer Underbjerg, ejer af Underbjerg.
Til samlingen
Einer er ved at samle Fendt maskiner, redskaber og andet Fendt-grej til han i fremtiden måske skal have lavet sig et Fendt Veteranmuseum i nærheden af Underbjerg-forretningen.
Den "nye" 626'er skal selvfølgelig være en del af det.
- Det er en drøm og tanke, vi går med. Vi er godt i gang med at samle sammen og har fundet stedet, det skal laves. Der går lige lidt, før det er klar, men det håber jeg, det bliver, for vi kan nok samle en masse Fendt veteransager, men alle skal jo også have lov til at nyde synet af dem og ikke bare os selv, siger Einer Underbjerg.
Du har mulighed for at se denne Fendt Favorit 626 LS til Underbjergs åbent hus 4. januar 2025 fra klokken 10 til 16.






