Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Rod i ansættelser giver træk i landbrugsstøtten fra nytår
Fra første januar 2025 kan modtagere af landbrugsstøtte blive trukket i landbrugsstøtte, hvis ikke en række arbejdsgiverforpligtigelser, om arbejdsvilkår (ansættelsesbeviser) og arbejdsmiljøforhold overholdes, det skriver Arbejdsgiverforeningen GLS-A i en pressemeddelelse.
Det kaldes kaldes social konditionalitet og kan ses som en udbygning af "almindelig" konditionalitet som knytter udbetalingen af fuld landbrugsstøtte til overholdelse af eksisterende lovgivningsforpligtelser på blandt andet områderne klima, miljø og dyrevelfærd.
- Arbejdsmiljø har altid været vigtigt at forholde sig til som arbejdsgiver, men vi kan se, at det får en større og større betydning, at virksomheder har styr på arbejdsmiljøet og kan dokumentere det. Ikke mindst når det gælder rekruttering og fastholdelse af medarbejdere og krav til ESG afrapportering. Nu er der så kommet et yderligere et argument i forhold til at undgå dobbeltsanktionering og træk i landbrugsstøtten, hvis en arbejdsgiver overtræder reglerne, pointerer chefkonsulent for arbejdsmiljø i GLS-A, Helle Birk Domino.
Der er dog nogle krav, før en social overtrædelse kan give en sanktion i form af træk i hektarstøtten.
Bøder eller andet
Overtrædelsen skal være fastslået ved en eksigibel afgørelse, skriver GLS-A.
Det betyder, at en modtager af landbrugsstøtte skal være pålagt en straf, typisk i form af bøde, eller en pligt til at betale en godtgørelse eller bod til arbejdstager, som kan gennemtvinges af myndighederne.
Et påbud fra Arbejdstilsynet er dermed i sig selv ikke tilstrækkeligt for sanktion i hektarstøtten.
Bøder vil derimod være tilstrækkeligt grundlag, hvis modtageren erklærer sig skyldig, hvorved sagen afsluttes uden retssag.
Afgøres sagen fra for eksempel en byret eller landsret vil det ligeledes være tilstrækkeligt for vurdering i forhold til social konditionalitet.
Det samme gælder sager om manglende eller mangelfuldt ansættelsesbevis, hvor medarbejdere kan få tilkendt en godtgørelse.
Disse kan behandles fagretsligt og afgøres ved en faglig voldgift eller i Arbejdsretten. Medarbejdere, som ikke er omfattet af overenskomsterne, kan rejse sagen ved de almindelige domstole.
Afgørelser eller forlig af sager i disse instanser kan også medføre sanktionering af hektarstøtten.
GLS-A kan hjælpe
Arbejdsgiverforeningen påpeger, at arbejdsgivere, som er omfattet af GLS-A's overenskomster er bedre stillet. Her kan man nemlig rette op på en fejl med et manglende ansættelsesbevis, hvis man udleverer ansættelsesbeviset inden 15 dage efter krav er rejst. Det betyder også, at man så kan undgå træk i hektarstøtten.
- Medlemmer af GLS-A har den store fordel, at de altid har fri adgang til rådgivning af specialister, så de kan være godt forberedt på nye regler og kan undgå problemer. Det gælder selvfølgelig også rådgivning inden for de regler, der allerede gælder, for eksempel lovgivningen om ansættelsesbeviser og de mange regler i arbejdsmiljøloven. Det er også kun medlemmer af GLS-A, som via overenskomstdækning får en ekstra frist til at rette op på mangelfulde ansættelsesbeviser uden det får betalingsmæssige konsekvenser, siger direktør i GLS-A, Anne Marie Hagelskjær Smit.
Der er dermed risiko for nedsættelse af landbrugsstøtten i det kommende år, hvis ansættelsesbevisloven eller arbejdsmiljølovgivningen ikke er overholdt, og virksomheden for eksempel modtager en bøde i forbindelse med en arbejdsulykke eller mangelfuld APV.
I begge tilfælde vil virksomheden blive dobbeltsanktioneret ved både at modtage bøde samt træk i hektarstøtten. Sker en overtrædelse tre gentagne gange indenfor tre kalenderår øges trækket i landbrugsstøtten betydeligt.
Ligeledes er der risiko for nedsættelse af landbrugsstøtten, hvis arbejdsvilkår ikke er overholdt i forhold til for eksempel mangelfuldt ansættelsesbevis.
Kategorier
Når der er truffet en afgørelse, er det op til Styrelsen for grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) at træffe en forvaltningsretlig afgørelse om hvorvidt den overtrædelsen skal medføre én nedsættelse af landbrugsstøtten og i givet fald hvor stor den nedsættelse skal være.
Her er der lavet vejledende kategorier, som styrelsen benytter.