Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Boumatic fokuserer på trivsel i omskiftelige tider
Det seneste års tid har Boumatics ledere ikke kun haft fokus på produktionen af malketeknik, men også lært om samtaler, konflikter og symptomer på stress. Det har været led i et større trivselsforløb, som virksomheden har søgt støtte til hos Velliv Foreningen, det skriver Velliv Foreningen i en pressemeddelelse.
Boumatic, der er amerikansk ejet, har oplevet kraftig vækst. I 2015 havde virksomheden 40 ansatte i Danmark, mens der i dag er cirka 140. Samtidig har de været igennem en række store ændringer som opkøb af virksomheden SAC Denmark i Kolding, flytning af lager og produktion og udskiftning af det bærende IT-system.
Alle de omvæltninger har lagt et naturligt pres på trivslen, forklarer administrerende direktør Henrik Outzen.
- Vi samarbejder på tværs af lokationer og landegrænser, og det kan være en udfordring, siger han og fortsætter:
- Samtidig har vi oplevet store forandringer, og det fortsætter vi med at gøre. Derfor er det vigtigt, at vi får tænkt trivsel mere ind i vores forandringsprocesser.
Tavlemøder styrker samarbejdet
Som led i trivselsforløbet har BouMatics danske ledere deltaget i en række workshops, ledet af konsulentvirksomheden Cabi. Her fik lederne en række nye værktøjer til kommunikation og konflikthåndtering og til at spotte symptomer på mistrivsel.
Drøftelserne handlede blandt andet om, hvordan kommunikation og informationsstrømme i virksomheden kunne styrkes. Det har helt konkret ført til, at der mere systematisk er indført møder både på ledelsesniveau, i arbejdsmiljøudvalget og i de enkelte afdelinger.
Produktionschef, Peter Kragsig, har været med til at indføre daglige tavlemøder i produktionen, og han ser allerede en stor forskel.
- Vi får talt om tingene i plenum, og alle får det samme at vide, fortæller Peter Kragsig, og tilføjer:
- Der er mere åbenhed, og konflikter bliver taget i opløbet, inden de bliver et problem. Det er mere effektivt, og samarbejdet glider bedre.
En stærkere ledergruppe
Peter Kragsig fremhæver også, at trivselsforløbet har styrket sammenholdet i ledergruppen og skabt en mere ensartet tilgang til ledelse.
-Vi er en mere sammentømret ledergruppen nu. Vi hjælper hinanden, samarbejder, og spørger hinanden til råds. Samtidig har vi nu et fælles sæt retningslinjer for, hvordan vi kommunikerer med medarbejderne, siger han.
Henrik Outzen oplever ligeledes, at ledergruppen er blevet mere bevidst om god kommunikation og trivsel. Han mærker en positiv forskel på stemningen i virksomheden, hvor hjælpsomhed og åben dialog præger arbejdsdagen.
- Min oplevelse er, at det har været virkelig givende for ledergruppen og for hele arbejdspladsen, fortæller den administrerende direktør og supplerer:
- Vi er blevet meget klogere på kommunikation - lige fra vores informationsstrømme til samtaler med den enkelte medarbejder. Det gør det også lettere at gennemføre forandringer på en god måde.
Det fornyede fokus på trivsel stopper ikke, når projektet slutter i november. Også i fremtiden vil ledergruppen mødes fast og tale om trivsel, og der er indført tavlemøder og 1-1 samtaler i alle afdelinger.
Samtidig er det blevet et meget større fokusområde i arbejdsmiljøudvalget, hvor arbejdsmiljørepræsentanterne bliver inddraget betydeligt mere end tidligere.