Lyt til artiklen:

Fra Naturpark Lillebælt til rådgiver i Spiras

00:00
Hastighed: ???x
03:01

Med virkning fra 1. februar 2025 tiltræder Niels Ole Præstbro i en nyoprettet stilling som leder af grøn omstilling i Spiras.

- Med trepartsaftalen har regeringen og landbruget forpligtet sig på en historisk stor omlægning af landbruget og arealanvendelsen. Med Treparten følger nye og også skærpede krav til landbruget, men der følger også nye muligheder for landbruget, som vi skal forstå at gribe. I Spiras er vi klar til de nye og store rådgivningsopgaver, som skal være med til at sikre, at vi når i mål, siger Lars Schmidt, afdelingschef for miljø i Spiras.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Allerede i sommer, da trepartsaftalen blev præsenteret, valgte Spiras straks at nedsætte en taskforce for hurtigt at være i stand til at reagere. Nu går landboforeningen skridtet videre med oprettelsen af en ny stilling som leder af grøn omstilling, skriver Spiras i en pressemeddelelse.

Bachelor i skovbrug

Niels Ole Præstbro er uddannet cand.scient. i landskabsforvaltning fra KVL, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, har også en bachelor i skovbrug samt diplomuddannelse i ledelse.

Niels Ole Præstbro har siden 2020 været sekretariatsleder ved Naturpark Lillebælt - et tværkommunalt samarbejde mellem Kolding, Fredericia og Middelfart kommuner. Han har i dette arbejde også haft tæt samarbejde med landbruget, og det gælder både lodsejere og organisationer.

rich-media-2
Niels Ole Præstbro er ansat pr. den 1. februar som leder af grøn omstilling i Spiras. Pressefoto: Spiras.

Fundraiser i kommune

I perioden 2012-2020 var han ansat i Middelfart Kommune som projektleder og fundraiser for diverse natur- og skovprojekter. Fra 2006 til 2012 var Niels Ole Præstbro ansat i det daværende Natur Erhvervsstyrelsen.

- Vi får i Niels Ole Præstbro en ny kollega, som har et godt basiskendskab til landbruget og de ordninger, som regulerer erhvervet. Vi får en leder med solide faglige kompetencer indenfor natur og skov, og som samtidig også har nogle meget stærke kompetencer indenfor projektledelse, fundraising og organisering af samarbejder både internt og med eksterne, siger Lars Schmidt, afdelingschef for miljø i Spiras.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Niels Ole Præstbro skal bistå Spiras med udrulning, koordinering og organisering af de mange indsatser, som Spiras skal gang med i forbindelse med Grøn Trepart.

- Her vil det særligt være koordinering og udvikling af de mange indsatser, som den grønne trepart indeholder inden for udtagningsområdet - det vil sige vores kundevendte aktiviteter med minivådområder, vådområder, udtagning af lavbundsområder, ekstensivering, skovrejsning, natur og biodiversitet. Dertil kommer, at vores nye leder også skal være med til at udvikle og bistå samarbejdet internt i Spiras og med vores samarbejdspartnere som kommuner, Naturstyrelsen, Seges og andre aktører, siger Lars Schmidt.