Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Danmarks største lavbundsprojekt på vej: 2.700 hektar landbrugsjord skal omdannes
Et enormt klima- og naturprojekt skal omdanne 2.700 hektar landbrugsjord til ny natur med våde enge. Naturstyrelsen er gået sammen med Esbjerg Kommune, DIN Forsyning og Jysk Landboforening om opgaven, der kan resultere i Danmarks største klima-lavbundsprojekt. Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Landbrugsjorden skal tages ud af drift og omdannes til moser og enge, hvilket vil reducerer udledningen af CO2 markant. Hvis alle 2.700 hektar udtages, forventes det, at der kan undgås en udledning på omkring 37.000 tons kulstof om året.
- Vi har sat gang i en historisk omstilling af danmarkskortet, og vi er allerede i fuld gang. I Ribe forener vi nu kræfterne om dét, der kan blive Danmarks største klima-lavbundsprojekt til gavn for vores klima, natur og vandmiljø. Det er netop den type samarbejde, vi får brug for, hvis vi skal lykkedes med den enorme opgave, vi sammen har sat os for, siger minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S).
Det forventes, at projektet vil sikre, at der kan undgås en udledning til Vadehavet på op til 108 tons hvert år.
Det bliver også undersøgt, om projektet kan udvides med 200 til 300 hektar skovrejsning, som kan bidrage til yderligere CO2-binding, beskyttelse af drikkevandet og give nye muligheder for friluftsliv.
Lodsejere skal være med på ideen
Det er en forudsætning for projektet, at de lokale lodsejere har lyst til at medvirke. I dag ejes jorden inden for undersøgelsesområdet nemlig af cirka 150 forskellige lodsejere. Det er helt frivilligt, om man vil afgive jord til projektet.
Lodsejerne blev præsenteret for planen ved et indledende møde i juni, og når processen med jordfordelingen går i gang, skal mulighederne drøftes med lodsejerne.
Her har lodsejerne mulighed for at købe andre jorder for den pris de har modtaget for deres arealer eller at få udbetalt kompensation. De kan også sælge deres jord til projektet.
- Lodsejerne skal være med på ideen, ellers bliver projektet ikke til noget. Men mange vil gerne bidrage til den grønne omstilling, og de virker også positive over for ideen her. Jeg ser frem til samarbejdet og til, at vi i fællesskab finder gode løsninger for området, siger formand for Jysk Landboforening, Niels Laursen.