Lyt til artiklen:

Spiras henter direktør fra IT-branchen

00:00
Hastighed: ???x
02:48

Den 55-årige Sverre Vincent Lenbroch sætter sig i direktørstolen i Spiras i januar.

Sverre Lenbroch har gennem mere end 15 år arbejdet med komplekse forandringsprojekter på tværs af brancher og bringer en stærk strategisk og praktisk erfaring med sig til Spiras, skriver Spiras i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye direktør afløser Lene Gade Hovmøller, der i sommer fratrådte sin stilling som administrerende direktør hos Spiras efter pludselig sygdom.

Lenbroch kommer fra en stilling i den IBM-ejede virksomhed Red Hat, hvor han blandt andet har stået i spidsen for et omfattende it-transformationsprojekt for en irsk storbank. Tidligere har han også haft ledende stillinger i Marlog, ITD, SOS International og TDC Erhverv.

På sit cv har Sverre Lenbroch en produktionsfaglig baggrund, en master i IT med fokus på digitale forsyningskæder og udvikling af SMV'er samt en diplomuddannelse i ledelse med fokus på innovation og forandringsledelse. Forandring gennem mennesker

Den kommende direktør ser frem til at tage fat på opgaverne i Spiras.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at lære organisationen og medarbejderne at kende. Selvom landbruget ikke er den branche, jeg kender bedst, har jeg altid haft stor respekt for erhvervet og dets engagement i fornyelse. Min tilgang handler om at skabe forandring på en måde, der er tryg for medarbejderne - det er gennem mennesker, at vi skaber forandring og værdi, siger Sverre Lenbroch.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den omfattende erfaring, som Sverre Lenbroch har med transformation, virksomhedskulturer og digitalisering, vil han tage med sig i sit nye job.

- Det skal være trygt at være ansat i Spiras, så det er med små skridt, at vi tager fat på at skabe mere effektivitet i dagligdagen. Det betyder ikke, at medarbejderne absolut skal løbe stærkere, men vi skal forstå at udfordre vanetænkningen ved at udnytte data og udvikle nogle digitale værktøjer, så vi kan skabe mere værdi for vores kunder, tilføjer den kommende direktør.

Vigtigt skridt for Spiras' udvikling

Spiras' bestyrelsesformand, Henrik Jessen, ser frem til samarbejdet og mener, at Lenbrochs kompetencer rammer præcis de behov, organisationen står over for.

- Vi er glade for at byde Sverre Lenbroch velkommen som ny direktør. Hans erfaring med transformation og virksomhedskulturer er netop, hvad vi har brug for i den næste udviklingsfase for Spiras. Vi ser frem til, at han kan bringe både innovation og tryghed i spil til gavn for vores medlemmer og kunder, siger Henrik Jessen.

Chef-fyring hos landboforening

Se også:

Chef-fyring hos landboforening