Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Agrisys viderefører Nedaps griseløsninger som Freeda
I et lille års tid har danske Agrisys haft Nedaps portefølje til grise i eget hus. Porteføljen, der lever videre under navnet Freeda, med tilføjelsen Powered by Nedap.
- De har været dominerende indenfor produktområdet med elektronisk sofodring, sorteringsvægte, pig performancetesting og farestisfodring på individ-niveau, forklarer direktør for Agrisys, Mikael Kirk.
Hollandske Nedap var dog i en proces, hvor medarbejderflokken passerede 1.000, mens firmaet stod på mange ben.
- Samtidig havde de svært ved at fastholde softwarefolk og ville gerne skalere ned. Selvom grise for os er stort, så var det et lille område for dem, og vi fik mulighed for at videreføre det på grund af en god relation, siger Mikael Kirk.
En anden årsag til, at Agrisys overtog griseporteføljen fra Nedap, er, at det danske firma kan og vil videreudvikle på løsningen.
- Systemet er stadig langt fremme i skoene. Vi har sat fart på udviklingen og har otte softwareudviklere, der koder videre på platformen, vi havde, så vi får opdateret software og styringer, forklarer Mikael Kirk.
Selve mekanikken, hardwaren, i Freeda fortsætter som udgangspunkt uændret. Agrisys får de produceret af de samme producenter som hidtil og leverer delene fra et centrallager i Holland. Fokus for Agrisys er på teknologien og data.
- Og så brugervenligheden. Hvilken værdi kan vi skabe for landmanden via de data, vi har. Det ser vi på, og så tilføjer vi nogle sensorer, så vi får flere tilbagemeldinger, siger han.
Agrisys arbejder desuden på ny software, som skal gøre det muligt for Freeda at tale sammen med andre systemer på bedriften, uanset om de er Agrisys´ egne, eller ej.
- Vi har også et navn til platformen, men det er vi ikke klar til at gå ud med endnu, siger Mikael Kirk.