Den 18. august havde Heden og Fjorden sammen med de tre landboforeninger Holstebro-Struer Landboforening, Herning Ikast landboforening og Familielandbruget Midt og Vest indkaldt til krisemøde i Aulum om den økonomiske situation.
På mødet var en af indlægsholderne Martin Merrild fra Landbrug & Fødevarer, som blandt andet fortalte tilhørerne, at de skulle se på de 16 særlige punkter - rettet mod landbruget i regeringsgrundlaget - som noget unikt, og at der ikke skulle tvivles på politikernes løfter. Så hvis man tør tro på det, så er der da lidt lys for enden af tunnelen, også hvis blot nogle af punkterne bliver gennemført.
Samtidig understregede Martin Merrild det vigtige i at have befolkningen med sig, og han sluttede med at sige, at det, erhvervet virkelig mangler, er penge og tillid. Og det kan der i høj grad være noget om. Tillid må være et af nøgleordene for at få dansk landbrug på fode igen. Tillid fra forbrugeren til at danske produkter er det eneste rigtige, hvis forbrugeren sætter velfærd og bæredygtighed højt. Tillid til at landmanden gør sit bedste, og tillid til at landmanden rent faktisk holder af naturen og sine dyr.
Asger Krogsgaard fra Danish Crown og næstformand i Landbrug & Fødevarer var også til stede på mødet, og han tror på, at bunden nu er nået, og at vi kan se en svag stigning i noteringen til efteråret. Det er der også andre prognoser, der viser, idet Kinas svineproduktion har oplevet et markant fald, og landet derfor på sigt vil komme til at skulle importere mere svinekød. Det er dog primært biprodukter, men mange bække små.
Ifølge Asger Krogsgaard er andre lande som Filippinerne og Afrika nye markeder, som skal være et plaster på såret i forhold til Rusland, som formentligt aldrig kommer op på at importere de mængder, de tidligere har gjort, da deres egen svineproduktion er kraftigt stigende som følge af deres importstop.
Alt i alt vejrede de forskellige indlægsholdere nye og bedre tider. De forsøgte i hvert fald at skabe lidt optimisme blandt tilhørerne.
En af de ting, jeg synes, skaber lidt optimisme, er Remas tiltag med prisstigning på mælk. Noget der har gjort, at jeg gerne kører et par kilometer ekstra for at støtte kæden. COOP er efter sigende også på vej med noget lignende, så det, håber jeg virkelig, kan give mælkeproducenterne et lille løft, og ikke mindst et skulderklap fra forbrugerne. Så mangler vi kun, at noget lignende sker for svineproducenterne. ?