Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Sko din strigle til et jordbearbejdningsredskab
- Det er enkle redskaber, K. Wallner producerer - ikke noget hi-tech, men de enkle redskaber er bygget videre fra, hvad de er, og taget til nye højder for at udnytte det samme redskab til meget mere, end bare Wallners eget landbrug, siger Peter Porse, sælger hos Brdr. Toft.
En af de ideer, der tager et redskab til en ny højde, ligger i en lille sko til en strigle. Den ser ikke ud af meget, men når man sætter sko på striglefingrene, så har man ikke længere bare en strigle.
Med ét er den blevet til et jordbearbejdningsredskab, der kan harve, nedfælde gylle, lave falsk såbed og andet.
- Skoene er ikke så gode i rigtig meget materiale eller store mængder halm på marken, men der bruger man bare dens almindelige funktion som strigle. Men i stub, hvor der ikke er meget materiale, er de kanon til at rive op i jorden. Det kan være raps, hestebønner og så videre og samtidig sætte gang i processen, samtidig med at den har striglefunktionerne med at skubbe rundt med materialet i jorden og jævne ud, siger Peter Porse.
Det kan være til foråret, at man skal ud og løsne op i jorden forud for såning. Her lyder det til, at de her sko er perfekte. Og med en bredde på mange meter og en kørselshastighed, der er høj, kommer man over mange hektar, når striglerne kan fås op til 12,5 meter i liftmonteret udgave.
- Den er jo også en kanon maskine til såning af efterafgrøder i en fart. Der skal vi jo bare lige ud og rode i jorden let med skoene, og så en spredekasse monteret på. Det kunne være med en 12,5 meter også. Ja, så er man jo hurtigt over nogle hektar, når det skal gå stærkt i den periode, hvor de skal sås, siger Peter Porse.
- Kostprisen på en strigle er jo bare billig i forhold til discharver og harver. Det er det, som den slår de andre på, vil jeg sige. Det er et billigt redskab, og med skoene er der mange funktioner, der tilføjes, siger Peter Porse.
Wallner bringer også gylle ud med denne løsning monteret på en selvkørende maskine i opharvet eller pløjet jord, fortæller sælgeren.
Peter Porse forklarer også, at man selv bestemmer, hvor meget bearbejdning man vil have med skoene. Det kan være, at det kun skal være den første række af strigler, der skal have sko på, eller to rækker - eller alle rækker skal have dem på. Det er op til en selv. Men sådan, at de to forreste rækker har dem på, er ikke en dum idé, mener han.