I Europa er høsten overstået syd for Hamburg.

I store træk er høsten nu afsluttet i Europa syd for Hamburg. I Danmark er høsten ultimo august på ingen måde afsluttet, mens i de nordlige og nord-vestlige egne er den nu først rigtig gået i gang, når vi taler korn.

Udfordringen med at høste så sent, som tilfældet er i år, er, at dagene bliver kortere og kortere, og der er typisk mere fugt om natten.

Det stiller krav til høstkapaciteten og betyder også, at flere har valgt at starte, selvom kornet indeholder 16 og 17 procent vand, i frygt for at komme i klemme senere i form af en periode med regnvejr.

Udbytter i Danmark bedre end frygtet

Den absolutte mangel på sol og rigelig med regn i den første del af sommeren har givet mange bekymringer om, hvordan udbytterne ville falde ud. Meget tyder dog på, at det bedre vejr her sidst i vækst sæsonen har rettet så meget op på afgrøderne, at udbytterne bliver omkring normal.

Raps og vinterbyg har givet mere end sidste år, mens det ser lidt mere nuanceret ud for hveden og vårbyggen. Vinterhvede er klart den mest stabile i den sammenhæng, og udbytterne forventes at blive fornuftige. Derimod svinger udbytterne af vårbyg noget mere i forhold til landsdel og område.

Rapsavlen bliver mindre i år

Den samlede avl af rapsfrø falder i EU-28 og Canada, og da disse områder til sammen producerer godt 50 procent af alt rapsfrø i verden, vil det mindske udbuddet globalt.

Priserne er dog faldet gennem længere tid trods det mindre udbud, og svaret på dette skal findes i, at udbuddet af vegetabilske olier generelt er stigende. Med opjusteringer af sojaavlen i USA tyder meget på et rekordstort udbud af vegetabilske oliefrø i år.

At avlen bliver større i USA bekræftes af den årlige Crop Tour, hvor man rejser rundt og ser på markerne, for at finde ud af, om man virkelig kan genfinde det, som USDA har skrevet i sine rapporter.

Meget tyder på, at opjusteringerne i USDA-rapporterne er reelle. Der kommer i hvert fald bekræftende meldinger fra Crop Touren om, at sojamarkerne står rigtig godt, og man ser frem mod store udbytter, samtidig med at sojaarealet også er stort i år.

EL Niño har påvirket vejret til det mere ekstreme i år

2015-2016 er af metrologerne udnævnt til værende EL Niño år, og vi har da også set store påvirkninger af klimaet i denne vækstsæson på den nordlige halvkugle. Vejret har været ekstremt vådt i USA, meget tørt i Canada og i Europa. I Rusland og visse egne af Ukraine har man oplevet unormale høje temperaturer, ligesom man i Australien og Asien har oplevet unormal hård tørke.

Alt sammen ting, der kan tilskrives vejrfænomenet, og meget tyder på, at det ikke er ovre endnu.

Vejreksperterne forventer ud fra fortsatte temperaturændringer i Stillehavet, at påvirkningerne fra EL Niño vil fortsætte ind i 2016. Det vil øge risikoen for, at det også i den kommende vækstsæson vil få konsekvenser for vækst forholdene.

Det kan også påvirke den vinter, vi går i møde, idet en overvægt af vintrene i forbindelse med en især kraftig og lang EL Niñoperiode i de fleste år giver en kold vinter uden særlig meget nedbør i blandt andet Europa.

Forklaringen fra DMI på dette er, at i et normalt år vil vestenvinden holde kulden fra øst væk fra Danmark. Når El Niño er på spil, svækkes de lavtryk over Island, der giver vestenvind, og dermed aftager vestenvinden og kulden fra Rusland og Sibirien her lettere ved at trække ind over Europa og dermed også Danmark.

Hvornår skal der sælges mere?

Vi ser generelt, at kornpriserne er blevet svækket i takt med, at det er blevet mere og mere klart, at udbytterne på korn ikke bliver så lave, som frygtet tidligere på sommeren.

Mange har solgt en andel af 2015-høsten, og i skrivende stund er vi meget tæt på salgssignal på både korn og rapsfrø, hvilket betyder, at der skal sælges yderligere en andel. For mange vil det betyde, at resten af 2015-høsten skal sælges, og spørgsmålet er så, hvornår salget af 2016 høsten skal påbegyndes.

En fortsat svækkelse af prisen og brud på den langsigtede trend, der vil vende potentialet fra stigende til faldende på lang sigt, vil være signalet, hvor man skal begynde at planlægge første salg af varer fra 2016-høsten.

Investorerne har trukket sig i ly igen

Vi har midt på sommeren set investorerne gå fra en klar overvægt af solgte kontrakter til i første omgang at ligge neutral med balance mellem de købte og solgte kontrakter.

Efterfølgende fortsatte investorerne med at købe op og lå på et tidspunkt med en overvægt af købte kontrakter, men dette er ændret nu. I forhold til hvede har investorerne igen balance mellem købte og solgte kontrakter, lidt mere præcist ligger de med en mindre undervægt af købte kontrakter på 48 procent.

Fortsætter investorerne med at reducere deres andel af købte kontrakter, vil det være et stærkt signal i markedet og indikere, at i hvert fald investorerne forventer yderligere prisfald. Det vil forstærke overvejelserne om at begynde at sælge af 2016-høsten. ?