Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Verdenspremiere: Ny bolus til kalve
Den irske virksomhed Moonsyst har specialiseret sig i overvågning af køers sundhed via en bolus i vommen. En bolus til malkekøer har været på markedet i nogle år, men på Agromek kan virksomheden fortælle, at den nu præsenterer en bolus til kalve. Produktet er tildelt en Agromek-stjerne.
Ifølge Moonsyst er produktet det første af sin slags i verden.
- Vi har testet den i et års tid, og den ligger også i nogle kalve i Irland, hvor vi har base, siger Desmond Savage, der er direktør og medstifter af Moonsyst.
Kalve-bolussen er i størrelse cirka en tredjedel af en bolus til malkekøer. Hvis kalven skal gøre karriere som malkeko, bliver bolus liggende i resten af dyrets levetid.
Lithiumbatteriet er indstøbt i resin og kommer ifølge Desmond Savage ikke til at udgøre nogen fare for dyret. Men da det er mindre end batteriet i den store bolus, er det omfattet af en garanti på kun et år. Desmond Savage tør dog godt love, at det holder i mindst to år.
Bolus i 400.000 køer
Om det globale marked for bolusser til malkekøer siger Desmond Savage, at der i øjeblikket ligger bolusser i cirka 400.000 køer verden over. Cirka 80 procent er bolusser fra konkurrenten SmaXtec. Men der skulle være plads nok på markedet til begge virksomheder. Desmond Savage vurderer, at verdensmarkedet udgør cirka 50 millioner køer.
Teknologisk konkurrerer en bolus med de elektroniske halsbånd, der har været på markedet siden 1990'erne, men ikke så overraskende mener Moonsyst, at deres overvågningsteknologi har det største potentiale.
Desmond Savage nævner, at Moonsyst er ved at udvikle en bolus, som kan holde tal på, hvor mange gange dyret bøvser metan. Den kan ikke måle selve mængden af metan, men ved at kende antallet af bøvser, kan man avle efter dette i den fremtidige genetik.
- Potentialet er, at vi ad den vej kan få avlet dyr, der producerer op til 20 procent mindre metan, lyder det fra Desmond Savage.