Abonnementsartikel
Det bliver sværere og sværere at tjene penge på at producere mælk - og spørgsmålet er, hvor længe vi kan holde til nedturen.
Rundt om i Europa er mælkeproducenterne rigtigt kommet op på barrikaderne efter den globale mælkepris har taget endnu et drastisk dyk nedad i begyndelsen af august. Det er rart at se, at der ikke bliver set stiltiende til. For hvis vi bare ser til, hvad bliver slutresultatet så? Men dermed ikke sagt, at det er vejen frem for de danske mælkeproducenter. For lige meget, hvor højt vi råber op, kan jeg have mine bange anelser om, at det ikke nytter noget som helst.
Faktum er, at der lige nu sidder alt for mange, som ikke ved, om de er købt eller solgt. Nogle har valgt at tage beslutningen om selv at stoppe, inden det bliver alt for barskt, og de kommer derud, hvor de ikke læng-ere har noget som helst at skulle have sagt over deres egen bedrift. Jeg forstår dem godt.
Men jeg kan også sagtens sætte mig ind i den situation, hvor der er ekstra følelser på spil. Der, hvor det måske er den fædrene gård, som man ikke ved, om man får lov at drive videre. Som oftest er der også en familie, der bliver ramt. En ægtefælle, som er dybt involveret i dagligdagen på bedriften. Og ikke mindst børnene, der er vokset op på gård-en, og som formentlig lige i situationen ikke kan se, hvordan deres hverdag nogensinde skal blive god igen.
Udover den elendige mælkepris tegner majshøsten heller ikke for godt. Er der noget majsen kan li?, er det varme - og det er jo ikke det, at vi har haft mest af her i 2015. Men ifølge eksperterne er der stadig håb for majsen. Det kræver imidlertid, at der kommer meget sol og en temperatur på mindst 25 grader celsius den kommende tid.
Slår majshøsten fejl, er det godt at have en plan B. Måske skal man tænke i helsæd - eventuelt til senere samensilering med majsen. Det kan også være, at den rette løsning er sodabehandling af korn for stadig at have et højt stivelsesindhold i foderrationen.
Vi kan ikke så meget andet end at håbe på det bedste for resten af 2015 - både hvad angår mælkepris og grovfoderhøst. Og imens må vi gøre alt for at holde hovedet højt, for jeg er stadig stærkt overbevist om, at de danske mælkeproducenter er nogle af de bedste til at producere kvalitetsmælk - og derfor vil det være en falliterklæring, hvis alt for mange i erhvervet må bukke under for det udefrakommende pres. ?