Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Soldrevet markpumpe sikrer frisk vand til dyr på fjerne marker
Under optimale forhold kan Poda Hegns nye soldrevne markpumpe forsyne op til 250 kvæg med drikkevand i sommerhalvåret.
- Vi har lavet et kit, hvor du får to solcellepaneler og en relativ kraftig pumpe, der kører på el, og så er det hele plug and play. Du sætter de to solcellepaneler op og slutter pumpen til, som du så kaster ud i en sø, så pumper den vand, og så kører det af sig selv, forklarer Claus Pedersen, landechef for Poda i Danmark, Norge og Sverige.
De har den nye soldrevne markpumpe med på Agromek.
Vandet kan pumpes fra både brønde, vandløb, søer og vandhuller, og anlægget er udviklet til at fungerer på afsides beliggende steder.
- Det er til steder, hvor du har dyr på marken og ikke har strøm. Hvis der skal gå dyr, skal der også være vand, og der hjælper det her system til. Det virker selvfølgelig kun, når det er lyst, men så kan man supplere med et batteri, siger Claus Pedersen.
Han fortæller, at solpanelerne producerer 12 volt, og dykpumpen kører på 12 volt.
- Den pumper faktisk ret kraftigt og kan pumpe vandet 30 meter vertikalt. Vi har en pris på cirka 12.000 kroner inklusiv moms, og så har du et sæt, der fungerer. Det eneste du skal sørge for er at have en balje, hvor du pumper vandet op i.
Ifølge Claus Pedersen udemærker dykpumpen sig ved at kunne pumpe næsten hvad som helst fra rent vand til substanser med et højt tørstofindhold
Tilskud til hegn og markpumpe
Poda er især kendt for at sætte hegn op til både at holde dyr inde og holde ulve ude. Ofte er det muligt at søge tilskud til indhegningen, eksempelvis i Natura 2000-områder.
- Hvis du får tilskud til hegn, kan du også få tilskud til en soldrevet markpumpe. De udbetaler tilskuddene per løbende meter, og det er nok til både hegn og montage. Vi har lige haft besøg af en, der skal have 15 hektar indhegnet, og han er ved at få godkendt det. Han læner sig bare tilbage, så kommer vi om monterer hegnet, og så dækker tilskuddet det hele, siger landechefen.
Ansøgningsrunden for at søge tilskud slutter den 16. december i år.
- Derfor skal man skynde sig, og det er også derfor, at vi har taget en computer med, hvor du med det samme kan se, om du kan få tilskud, der hvor du har dyr til at gå.