Abonnementsartikel
Efter at have set hinanden an ved et åbent hus arrangement har Østjysk Maskincenter og Maskinernes Hus i Viborg nu valgt at gå sammen
Østjysk Maskincenter med hovedkvarter i Randers og afdeling i Kolind på Djursland har overtaget alle aktier i Maskinernes Hus i Viborg.
På sigt er planen, at overtagelsen skal ændre karakter til en fusion, når den hidtidige ejer af Maskinernes Hus, Henrik Christensen, formentlig overtager 50 procent af aktierne i hele konstruktionen.
Sammenlægningen er ifølge en pressemeddelelse et led i en vækststrategi, hvor fokus blandt andet er at optimere på service-siden.
Flere markedsføringskanaler
Begge maskinforretninger er Agco-centre, og agerer inden for landbruget og på entreprenørfronten. Med sammenlægningen satser de på synergieffekter:
- Der er stor overensstemmelse på vores produktprogrammer, og derfor ser vi gode muligheder for synergi. Samtidig får vi mulighed for at markedsføre produkter i flere afdelinger end hidtil, og dermed bliver vi en større spiller for vores leverandører, forklarer Anders Vester Nielsen, der fortsætter som direktør for Østjysk Maskincenter.
Indtil Henrik Christensen formodentlig overtager op til halvdelen af aktierne og dermed ligestilles med Anders Vester Nielsen, fortsætter han som direktør i Maskinernes Hus og er samtidig tiltrådt som salgsdirektør i Østjysk Maskincenter.
Maskinforretningernes hovedprodukter er Massey Ferguson, Fendt og Kongskilde. Til sammen beskæftiger Østjysk Maskincenter og Maskinernes Hus 53 ansatte.