Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Genvalg til opdateret Kvik Killer
Kvik Killer har været en del af produktprogrammet fra CMN Maskintec A/S i rigtig mange år, og på Agromek 2024 viser virksomheden en liftophængt model med flere interessante opdateringer.
- På den liftophængte model har vi hidtil haft de bærende hjul placeret imellem harven og rotoren. Det giver en meget kompakt maskine der er let at komme rundt med, og som også er til at løfte. På de nye modeller kan hjulene også monteres efter rotoren. Det giver en bedre gennemgang i maskinen og minimerer risikoen for blokeringer, når en gammel græsmark harves op. Ved de efterfølgende harvninger monteres hjulene igen foran rotoren, så der ikke køres i det frilagte ukrudt, siger Claus Harrild Jensen, CMN Maskintec A/S.

Stenudløser skåner rotoren
Transmissionen på Kvik Killer er beskyttet af en overbelastningskobling på PTO-akslen. På marker med mange sten, er der risiko for at rotoren beskadiges, når sten kiler sig fast imellem rotoren og den forreste del af rotorskærmen, og derfor har CMN Maskintec udviklet en stensikring til Kvik Killer.
- På de nye modeller er den nederste del af rotorskærmen opdelt i en meter brede sektioner. Sektionerne er monteret med fjedre, der udløser, når en sten kommer op imellem skærmen og rotoren, forklarer Claus Harrild Jensen.
Mindre klæbning og færre buler
Korrekt afstand imellem rotor og rotorskærm er afgørende for en optimale bearbejdning af jorden og frilægning af ukrudtet. For at minimere risikoen for at klæg- og lerjord klæber til rotorskærmen og forstyrrer den optimale afstand imellem rotor og skærm, introducerer CMN Maskintec nu rustfrie rotorskærme på Kvik Killer
- Kombinationen af rust på indersiden af rotorskærmen og lerjord er en dårlig kombination, og derfor bliver rotorskærmen i fremtiden produceret i rustfrit stål. Skærmen bliver samtidig dobbelt, så småbuler fra sten på inderskærmen ikke forplanter sig til yderskærmen. Dermed bevarer den yderste skærm sin form og lakering i hele maskinens levetid, siger Claus Harrild Jensen.

Udviklet sammen med trofast bruger
Forbedringerne på den liftophængte Kvik Killer har fabrikanten foretaget i et tæt samarbejde med Mogens Hansen og Kristian Skovdal der driver planteavl og mælkeproduktion på gården Romsdal i Bøllund ved Give. Ejendommen blev omlagt til økologi i 1997, og siden 2004 har ejendommen benyttet en Kvik Killer i deres markdrift.
- Vi har prøvet flere forskellige løsninger og maskiner til ukrudtsbekæmpelse, men Kvik Killer fra CMN Maskintec er den bedste på markedet. Især maskinens langsommere rotorhastighed, sammenlignet med andre maskiner, har en vigtig betydning for jordstrukturen og det efterfølgende liv i jorden. Regnorme og andet mikroliv overlever behandlingen, og jorden bevarer sin gode struktur. Desuden er Kvik Killer billigere på vedligehold end andre maskiner på markedet, hvilket er en stor fordel for os, siger Kristian Skovgaard.
Køber første model
Som en tydelig tilkendegivelse af deres tillid til produktet har Mogens Hansen og Kristian Skovgaard allerede købt den første opdaterede Kvik Killer. De ser frem til at komme i marken med maskinen og opleve de nyeste forbedringer i praksis. De har gennem årene investeret i flere produkter fra CMN Maskintec og oplever et godt samarbejde, med Claus Harrild Jensen og Claus Nygaard fra CMN Maskintec A/S, der er lydhør over for deres behov.