Lyt til artiklen:

Avanceret overvågning af køer og kalve

00:00
Hastighed: ???x
03:31

SenseHub Youngstock er navnet på en tostjernet Agromek-nyhed fra Viking Danmark, der oplyser, at der er tale om et avanceret øremærke, som kan overvåge kalve og sikre tidlig opdagelse af sundhedsproblemer og forbedrer dyrevelfærd hos kalve.

SenseHub Youngstock er ifølge Viking Danmark velegnet til sundhedsovervågning af gruppeopstaldede kalve fra første levedøgn op til 12 måneders alderen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Øremærket registrerer ændringer i sutteaktivitet, fysisk aktivitet, ædetid og drøvtygning og udsender rapporter, der varsler om potentielle sundhedsproblemer, så der kan iværksættes forebyggende foranstaltninger, inden synlige symptomer opstår. Dette system gør det ifølge Viking Danmark muligt at forbedre kalvesundheden og forebygge sygdomsudvikling effektivt.

SenseHub Youngstock er den første løsning på markedet, der kan overvåge sutte- og drikkeadfærd hos gruppeopstaldede kalve lige efter fødslen.

Systemet fungerer på den måde, at en LED-indikatorlampe på øremærket kan aktiveres automatisk eller manuelt og blinke i forskellige hastigheder, hvilket gør det nemt at identificere kalve, der har brug for særlig opmærksomhed. Øremærket kan følge kalven gennem hele dens liv, da applikationen automatisk tilpasser sig koens livsstadier fra kalv til løbekvie og senere til ko.

Eksperterne fra Agromeks dommerudvalg fremhæver, at SenseHub Youngstock er en nyskabelse inden for kalveovervågning, da det tilbyder en fuldautomatisk løsning til tidlig sygdomsopsporing.

SenseHub Youngstock giver desuden landmænd adgang til data, der integreres med DMS, hvilket gør det muligt at følge udviklingen tæt og handle hurtigt ved behov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

3D-kameraløsning

Den anden tostjernede nyhed på Agromek fra Viking Danmark er en banebrydende 3D-kamera- og softwareløsning med navnet CowFIT.

Det er ifølge Viking Danmark en innovativ AI-baseret teknologi, der kan registrere og analysere køers vægtændringer.

CowFIT anvender kunstig intelligens til at beregne og monitorere koens vægt ved hver malkning. Løsningen giver kvægbrugere mulighed for at følge koens vægtudvikling i kritiske perioder såsom tidlig laktation og goldperiode, og potentielt øge indtjeningen gennem bedre sundhed og produktivitet.

Agromeks dommerudvalg fremhæver, at CowFIT kombinerer AI og 3D-kamerateknologi med en minicomputer og øremærkeaflæser, der aktiverer kameraet, når koen registreres i returgangen efter malkning eller i en malkerobot.

- Hver øremærkeaflæsning sætter kameraet i gang med at tage billeder, og gennem en kunstig intelligens-algoritme beregnes koens vægt. Denne algoritme anvender al den information, som er tilgængelig i det billede, der tages af koens ryg og omregner det til en vægt af koen. Disse resultater gemmes i en skyløsning, så de altid er tilgængelige, og de anvendes over tid til at præsentere styringsredskaber for landmanden samt benchmarking mod andre lignende besætninger, fremhæver dommerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultaterne præsenteres både på en produkthjemmeside og i DMS, og systemet vil på sigt også kunne anvendes til registrering af vægt på goldkøer, kvier og slagtekalve.