Selskabet bag John Deere, Deere & Company, kalder resultatet for fjerde kvartal for en "solid eksekvering trods vedvarende udfordringer på markedet".
Den globale nettoomsætning udgjorde i kvartalet 11,1 milliarder dollars. Det er et fald på 28 procent set i forhold til samme periode sidste år.
Det betyder, at Deere & Company ifølge de foreløbigt ureviderede tal for året rammer et totalsalg og andre indtægter på 51,7 milliarder dollars. Et fald på 16 procent i forhold til sidste år.
- På trods af betydelige markedsudfordringer i år har vi proaktivt justeret vores forretningsdrift for bedre at tilpasse os de aktuelle forhold. Sammen med de strukturelle forbedringer, vi har gennemført over de seneste år, gør disse justeringer os i stand til at betjene vores kunder mere effektivt og opnå stærke resultater i alle dele af forretningen, siger John May, bestyrelsesformand og administrerende direktør for Deere & Company, i en kommentar til kvartalsregnskabet.
Tilpasningerne i organisationen har dog ikke helt kunnet afbøde slaget fra den vigende efterspørgsel.
På bundlinjen noteres en tilbagegang på 30 procent fra 10,2 milliarder dollars til 7,1 milliarder dollars. Deere & Company forventer næste år yderligere tilbagegang i sin guidance til aktiemarkedet.
Den samlede indtjening for 2025 forventes at ligge mellem 5,0 og 5,5 milliarder dollars.
- Mens vi fortsat står over for modvind på tværs af vores markeder, forbliver vi engagerede i at foretage meningsfulde investeringer i vores fremtid, samtidig med, at vi styrker vores relationer til kunderne, er John May citeret for.
- Vores team på over 75.000 dedikerede medarbejdere går på arbejde hver dag med et enkelt fokus: at levere produkter og løsninger, der forbedrer effektiviteten og reducerer driftsomkostningerne for vores kunder. Ved at give dem de nødvendige værktøjer styrker vi vores kunders mulighed for at opnå succes og trives i et stadigt skiftende og udfordrende landskab, lyder det fra topchefen.





