Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Mathilde vil være Danmarks bedste: Det skal ikke kun være mændene, der fører sig frem
Både hænder og hjerne skal i omdrejninger, når Danmarks bedste landbrugsmaskinmekaniker-lærling skal findes til Agromek. En af deltagerne er Mathilde Jensen fra Farmas i Viborg.
- Er du klar, spørger Mathilde Jensen, før hun tænder for svejseapparatet, så gnisterne står ud til alle sider.
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når lærlingen hos Farmas tager fat.
- Det fedeste er, når man har fundet en fejl, som bare har drillet helt vildt, og man så endelig løser det. Så har det været en god dag, siger Mathilde Nielsen.
Hun valgte uddannelsen som landbrugsmaskinmekaniker, fordi den, ifølge Mathilde Nielsen, rummer mange forskellige aspekter og giver meget forskellige arbejdsdage.
- Jeg vil gerne udvikle mig mere og mere. Der er jo altid noget, man kan blive klogere på, siger Mathilde Nielsen.
Nu har hun så valgt at stille op til DBL, som hun ser meget frem til.
- Jeg kan godt lide udfordringen i det. Og så tror jeg også, det er en fed oplevelse. Jeg kan da kun blive klogere af det, tænker jeg, siger Mathilde Nielsen, der ikke har en decideret taktik, når det går løs på Agromek.
- Men, jeg tror bare, jeg som altid vil gøre mit bedste og prøve at holde hovedet koldt. Jeg er meget struktureret i måden at gøre tingene på, så det er nok min største fordel, siger Mathilde Nielsen.
Og som eneste kvindelige deltager, så håber Mathilde Nielsen, at gøre hendes gode ven og forbillede, Birgitte Brunsgaard Jakobsen, kunsten efter. Hun vandt DBL i 2022.
- Jeg er heldig at have min gode veninde Birgitte som forbillede. Og det kunne da være fedt, hvis jeg kunne være det for andre piger også, siger Mathilde Nielsen.
Efter Birgitte Brunsgaard Jakobsen vandt DBL i 2022, kom der ifølge Mathilde Nielsen flere piger til uddannelsen, men der skal flere til, mener hun, der vil gøre sit for at vise, at landbrugsmaskinmekaniker også er for piger.
- Vi skal bare have flere piger ind i det her fag. Det skal ikke kun være mændene, der fører sig frem, siger Mathilde Nielsen med et konkurrenceklart glimt i øjnene.
Konkurrencen finder sted i forbindelse med Agromek fra den 26. til 29. november. Maskinbladet bringer et portræt af alle deltagere ved dette års DBL.
Det er blandt andet Dansk Maskinhandlerforening og Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, der arrangerer DBL, og Maskinbladet er mediepartner på konkurrencen.