Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Erfaren dansk dommer skal bedømme de bedste køer
Ole Windfeld Nielsen er en alsidig herre, som har beskæftiget sig med en lang liste af aktiviteter i kvæg- og landbrugssektoren. Han er af Dansk Holstein blevet udvalgt som den danske repræsentant ved årets kvægdommer-konference, hvor bedømmelseskriterierne for Holstein skal fastsættes. Det meddeler EDC Poul Erik Bech i en pressemeddelelse.
Ole Windfeld Nielsen tager det som et kæmpe skulderklap, at Dansk Holstein har udvalgt ham som den danske repræsentant ved dette års European Holstein Judging Workshop.
- Jeg har i mit arbejdsliv været vidt omkring og har blandt andet arbejdet som fodermester og driftsleder, hvor jeg har haft ansvaret for op til 940 køer og 15 ansatte. De tre sidste ansættelser har været med det formål at gøre et landbrug større og harmonisk i forhold til jordtilkøb og arrondering, strategi, HR-setup og så videre. Derudover har jeg været ansat som salgschef for den hollandske genetikvirksomhed Alte Genetics og har siden 2003 haft mit eget lille genetikfirma, hvor jeg solgte embryoner til kvæg i både Danmark og udland, siger Ole Windfeld Nielsen.
Den 47-årige Ole Windfeld Nielsen, der er nyopstartet landbrugschef i EDC Landbrug Poul Erik Bech, har mange års erfaring som dommer. Han har været kvægdommer ved nogle af de allerstørste kvægvurderingskonkurrencer i både ind- og udland.
- Jeg er netop tiltrådt en stilling som landbrugschef i EDC Landbrug Poul Erik Bech, hvor jeg har ansvaret for at opstarte et jysk landbrugscenter med udgangspunkt i Sydjylland. Mange i landbrugsbranchen vil dog formentlig kende mig som dommer ved nogle af de største kvægkonkurrencer i Danmark og udlandet. Jeg har blandt andet senest været Landsskuets hoveddommer, siger Ole Windfeld Nielsen.
Konferencen afholdes af European Holstein and Red Holstein, hvor de bedste kvægdommere i hele Europa inviteres til at deltage i European Holstein Judges Workshops. Konferencen afholdes den 19. til 21. november i Nordirland.
- Det er første år, jeg deltager, men jeg har udelukkende hørt gode ting om konferencen gennem mit netværk i kvæg- og landbrugssektoren. Det er derfor med store forventninger i rygsækken, at jeg flyver til Belfast og repræsenterer Danmark, siger Ole Windfeld Nielsen.
Siden opstart i 2011 har konferencen været en af de største årlige begivenheder for kvægdommere i Europa, hvor den er med til at sikre høje dommerstandarder for kvægkonkurrencer på tværs af de 31 medlemsorganisationer.