Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Otte gange stjernestatus til Seges
På Agromek sætter Seges Innovation et massivt aftryk på nyhedsstrømmen i kategorien viden og service. Hele otte nyheder har fået tildelt stjerne af dommerudvalget, og heraf har tre af nyhederne opnået den højeste bedømmelse - tre stjerner.
De stjerne-bedømte digitale løsninger spænder vidt med løsninger til både planteavlere, mælkeproducenter og ægproducenter.
Og de mange stjerner har skabt stolthed blandt Seges Innovations agro-faglige og digitale produktudviklere.
- De er i den grad beviset på, hvordan vi her i Seges Innovation formår at få bragt nyeste viden i spil i dansk landbrug på en måde, der skaber værdi både for landmanden og andre aktører i fødevareværdikæden. Det gør mig stolt og taknemmelig for egne medarbejdere og i høj grad også for de gode partnersamarbejder vi har med alle aktører i fødevareværdikæden, siger Tom Heron, Seges Innovation.
Varsel om lattergas
En af de trestjernede nyheder har endda fået prædikatet "Europanyhed". Det er et nyt lattergas-emissions-indeks, som hjælper med at vælge den mest optimale dag at gøde i forhold til lattergas udledning.
Indekset er indbygget i programmet FarmTracking, og det analyserer på vejrdata og lokale forhold og sender varslinger om forhøjet risiko for lattergasudledning til landmandens mobiltelefon.
- Kompleksiteten i at drive et landbrug anno 2024 er kæmpestor. Derfor har vi fokus på at gøre det let at træffe grønne valg. Beregningsmodellen bag vores nye lattergasindeks er baseret på mange forskellige datakilder; information om jordtypen, afgrøden, jordens vandbalance og temperatur. Beregningen kører hver morgen klokken 9.00 for næsten alle marker i Danmark, forklarer Jesper Riber Nielsen fra Sees Innovations digitale afdeling.
C02-beregning
Det har også udløst tre stjerner, at Seges Innovation har udviklet en ny funktion i MarkOnline, som optimerer markplanlægning ved at beregne et estimat for CO2-udledning allerede i planlægningsfasen.
Man indtaster data om afgrøder, gødningsanvendelse og driftsmetoder, og det beregnede estimat giver indsigt i den forventede CO2-udledning og anbefaler også mere bæredygtige dyrkningsmetoder.
Dette værktøj kan således hjælpe med at træffe beslutninger på et oplyst grundlag og dermed bidrage til et grønnere landbrug.
- Det er unikt, at der allerede kan tages højde for CO2-udledningen i planlægningsfasen og ikke som tidligere på baggrund af gamle tal, fremhæver Agromeks dommerudvalg.
Et perspektiv kan desuden være at dokumentere produktaftryk og eventuelt opnå bedre priser på for eksempel raps og stivelseskartofler.
Ægs klimaaftryk
Det har også udløst tre stjerner, at klimaværktøjet ESGreenTool nu også giver ægproducenter mulighed for indsigt i æggenes klimaaftryk, der beregnes både som produktaftryk samt bedriftsaftryk. I beregningen indgår klimaaftryk på hønen, foderet, opvarmning med videre, og så giver værktøjet også mulighed for at afprøve effekten af CO2-reducerende virkemidler i Seges Innovations Scenarieberegner, før der investeres i klimatiltag.
Sporbarhed
Seges Innovation har sammen med KMC udviklet platformen TraceIT, som har fået to stjerner, fordi sporbarhed og dokumentation på tværs af fødevarernes værdikæde bliver muligt fra jord til bord.
TraceIT sikrer en nem og transparent overførsel af data og højner samtidig kvaliteten af data samt letter arbejdsbyrden for både landmand og aftager.
Jordbundskort
Cropmanager Tildelingslag er endnu en tostjernet nyhed fra Seges Innovation. Nyheden omfatter implementering af nye og præcise jordbundskort i Cropmanager til udarbejdelse af tildelingskort.
Seges Innovation beskriver nyheden som et præcisionsværktøj til jordbundsklassifikation med en opløsning på 10x10 meter. Informationerne omfatter JB-klassifikation, lerprocent, humusindhold og Dexter-ratio. Kortene gør det muligt at optimere dyrkningspraksis uden jordbundsanalyser, og det giver ifølge Seges et solidt grundlag for udarbejdelse af tildelingskort til blandt andet udsæd.
De nye kort i CropManager er udviklet i samarbejde med Aarhus Universitet, Københavns Universitet og DHI.
Tre enkeltstjerner
Endelig viser Seges Innovation tre enstjernede nyheder. Den ene er "Min effektive rådgivning", der er et datadrevet rådgivningsværktøj til kvægproduktion. Den anden er en ny salmonellaalarm i DMS, der varsler om nye salmonellaudbrud inden for to kilometers radius af en bedrift. Og endelig en tidlig varmestressalarm i DMS, som muliggør rettidig optimering af produktion og dyrevelfærd.