Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Kæmpe naturprojekt får igen mere plads
De seneste tre års jordfordeling i området omkring Tommerup på Fyn, er nu afsluttet. Jorden skal bruges til natur og skovrejsning, der skal være med til at beskytte grundvandet.
- Hvis vi fortsat skal kunne producere drikkevand af rent grundvand, er vi nødt til at beskytte vores kildepladser. Den seneste jordfordelingskendelse er endnu et stort skridt på vejen i vores indsats for at beskytte grundvandet på VandCenter Syds vigtigste kildeplads, siger Troels Kærgaard Bjerre, projektchef hos VandCenter Syd.
Det nye skov- og naturområde ved Holmehave nær Tommerup bliver udviklet og skabt i et projektpartnerskab mellem Assens Kommune, VandCenter Syd, Hedeselskabet og lodsejerne i området. Skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse.
Formålet med projektet er at skabe et 550 hektar stort naturområde, der både rummer skov, natur og vådområder. Det vil ske via naturbaserede løsninger bidrage til at beskytte grundvand, mindske kvælstofudledningen og give plads til natur og biodiversitet.
- Vi er meget stolte af at være medskabere af et projekt, som kommer til at beskytte grundvandet, mindske udledningen af kvælstof til Odense Fjord og samtidig forbedre naturen og biodiversiteten. Der skal lyde et kæmpe tak til alle de lodsejere, som indtil videre har bidraget til, at vi har kunne erhverve så meget jord til at realisere projektet på, siger Jens Jakobsen, formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune.
Udvikling af vådområder
Det er jordfordelingsplanlæggere fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), der i samarbejde med landinspektørfirmaet DeFakto og projektpartnerne, der forhandler med lodsejerne og indgår aftaler om køb og salg af jord som skal bruges til projektet.
Efter den sidste forhandlingsrunde med lodsejerne betyder det, at projektet samlet set nu har fået 421 hektar til at udvikle sig på, hvoraf de 323 hektar skal bruges til skov og natur. De resterende 98 hektar skal bruges til udvikling af vådområder og naturfremmende tiltag.
Arealerne, som er erhvervet til skovrejsning, vil fremover være ejet af Hedeselskabet, som også kommer til at stå for udviklingen og driften af arealerne.
- Skovrejsningsarealerne bliver udviklet som et skovlandskab, der primært består af løvskov og lysåben natur. Dele af skoven vil blive dyrket løvskov, som sikrer fremtidig produktion af bæredygtige byggematerialer og optag af CO2. Herudover vil der være betydelige arealer med fokus på ekstensiv skovtilplantning og naturlig tilgroning, hvor natur og biodiversitet har førsteprioritet. Disse arealer vil typisk være overgangszoner fra dyrkede skovarealer til lysåbne naturarealer, som binder vådområder sammen med skovarealerne, fortæller Casper Sandfeld, der er Ejendoms- & projektudviklingschef hos Hedeselskabet.
Til gavn for vand- og havmiljø
Sideløbende med det store Holmehave Projekt, kører der også en anden jordfordelingsproces. Det sker i Åsemosen og Verninge mose, hvor der i forvejen findes 75 hektar vådområde.
En del af ambitionerne er at skabe yderligere 150 hektar, der skal bruges til vådområde. Der findes allerede aftale om 116 hektar, og Assens Kommune er i forhandling med lodsejere nær Tommerup om det resterende areal.
- Vi har god dialog med lodsejerne, og vi har allerede fået de fleste aftaler på plads med lodsejere, som har set potentialet i projektet. Holmehaveprojektet er et godt eksempel på, hvordan vi i Danmark fremover kan arbejde med multifunktionelle naturprojekter, der bidrager til løsningen af flere vigtige samfundsopgaver, som ifølge den grønne trepart er noget af det, der skal være meget mere af i fremtiden siger Jannik Seslef, projektleder i Natur og Miljø i Assens Kommune.