Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Proceed V klar til danske marker
I slutningen af 2021 fremviste Väderstad for første gang såmaskinen Proceed. Efter en periode med omfattende test og forbedringer, er såmaskinen klar til at komme på markedet. På Agromek 2024 bliver den vist frem, og den er desuden præmieret med tre stjerner ved Agromek Stars.
Ifølge Väderstad repræsenterer Proceed en ny kategori af såmaskiner, hvor en enkelt maskine kan øge udbyttepotentialet i en lang række afgrøder, herunder hvede, byg, raps, sukkerroer, ærter, majs og solsikker.
- Såteknikken i Proceed er taget fra Tempo. Med Proceed vil vi sikre en ultrapræcis frøplacering i både afstand og dybde, som vi kender det fra specialafgrøder på rækker, siger Asger Jørgensen, der er salgschef for Väderstad i Danmark.
Med Proceed vil Väderstad gerne tilbyde denne præcision i kornafgrøder.
- Nu kan vi med Proceed så kornet på 25-centimeters rækkeafstand. Alle de afgrøder, der kan sås med denne afstand, bliver pludselig interessante. Vi kan se, at der er en effekt at hente i roer og majs, men også når vi snakker korn, siger salgschefen.
Ensartet fremspiring
Väderstads egne forsøg med vinterhvede med en udsædsmængde på 150 frø pr. kvadratmeter viser en stigning på 102 procent i plantebiomasse, 72 procent i rodbiomasse og 62 procent flere skud pr. plante sammenlignet med andre såmaskiner på markedet.
- Proceed sikrer, at hver enkelt plante spirer meget mere ensartet frem og står ensartet gennem væksten. Maskinen vil helt sikkert henvende sig til folk, der har afgrøder, der kvitterer for at stå præcist og ensartet, siger Asger Jørgensen.
Traditionelle kornsåmaskiner er meget præcise, men der hvor de ifølge ham svigter, er evnen til at få placeret kernerne ensartet i rækken og præcist i dybden.
- At planten er ensartet i hele vækstsæsonen, er en fordel, når vi skal gøde og behandle med planteværn, må det alt andet være nemmere at tage beslutninger, når planterne står ensartede, siger han.
Præcise rækkeenheder
Hjertet i Proceed er dens præcise rækkeenheder. Før frøene placeres, sikrer individuelle pakkehjul marken de samme betingelser for hvert frø. Pakkehjulene er monteret individuelt og bruger hydraulisk tryk, for at sikre optimal præstation.
- Når frøene når rækkeenhederne fra den centrale tank, tager en tilpasset version af det markedsledende Väderstad PowerShoot-system, fuld kontrol over hvert enkelt frø, hele vejen ned til jorden. Hvert frø forlader det korte sårør og modtages af et stophjul. Det sikrer optimal kontakt mellem frø og jord i den valgte dybde over hele arbejdsbredden, siger Asger Jørgensen.
I slutningen af 2024 vil Proceed V 24 være klar til markedet. Ordrer kan modtages fra slutningen af 2024, og produktionen starter i begyndelsen af 2025.