Danish Crowns notering har siden uge 40 været stabil, og heller ikke for den kommende uge bliver der ændret på afregningen, der fortsat ligger på 11 kroner per kilo grisekød. Også afregningen for søer ligger stille på 7,50 kroner per kilo.

I sin markedsberetning oplyser Danish Crown, at der er sket et markant skift i stemningen på det europæiske marked for grisekød. Udbuddet er på kort tid vokset betydeligt, og det sætter priserne under pres. Omvendt er der en stabil eksport til landene udenfor Europa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Antallet af grise til slagtning i Europa er steget relativt meget på ganske kort tid, efter temperaturerne er faldet, og grisene vokser hurtigere. Det løfter helt naturligt udbuddet af kød, så der bliver lagt arm om priserne i øjeblikket, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

50 leverandører fra Danish Crown til Tican
Se også:

50 leverandører fra Danish Crown til Tican

Det er først og fremmest priserne på delstykker med ben, der er under pres. Efterspørgslen på råvarer til forædlingsindustrien er mere jævn, og eksporten til landene udenfor Europa er stabil.

- Vi kan holde os ude af de værste slagsmål, fordi vi har en god eksport til vores faste kunder udenfor Europa. Samtidig er vi i gang med produktion af julevarer, for der går kun et par uger, før der rigtig kommer fart i julefrokoster og andre lignende traditioner på tværs af kontinentet, siger Mads Stougaard.