Har vi mulighed for at nyde høsten, er det en af de bedste tider på året. Det er her, vi får svar på, om vores anstrengelser har båret frugt. Der skal dog en god portion tålmodighed og løbende opfølgninger gennem hele vækstsæsonen til, før vi kender svarene.
Men i al travlheden skal vi huske at få vurderet og noteret de ting, der gik godt eller skidt. Ellers vil risikoen for at forsætte ad samme spor være for stor, og hvor er vi så på vej hen?
Ordet optimering burde bringe klang af genkendelse hos stort set alle planteavlere, da det er dét, vi hele tiden forsøger at gøre i det daglige arbejde. Men virker det, kan vi så spørge os selv om. Optimerer vi de rigtige steder, køber eller sælger vi til de rigtige priser?
Der er rigtig mange emner og faktorer at knytte til optimering. "Keep it simple" er et udtryk, jeg flere gange støder på. Ja, det er fedt, hvis vi kan gøre det simpelt. Men hvor skal vi starte? At tage det første skridt hen imod at ville ændre noget, er da en start. Så er vi ligesom i gang.
Et sted at begynde kunne være indenfor maskinomkostninger og traktorøkonomi, som er nogle af de emner, vi denne gang behandler i Agro. Heri indgår kernebegreber som overblik, opmærksomhed og planlægning. Det er alle begreber af stor gyldighed og relevans. Kender vi vores udgangspunkt, er det nemmere at vide, hvor vi skal hen.
I ønskes alle en fortsat god høst. ?