Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Storlandmand investerer i 10 el-maskiner
Efter tidligere at have købt en enkelt fuldelektriske Pitbull-minilæssere, er Søren Ladefoged Rasmussen blevet så glad for maskinen, at han nu har lavet en aftale om levering af yderligere 10 el-minilæssere.
Aftalen er lavet med den hollandske producent og importøren Daugbjerg Maskiner i Viborg. Maskinerne skal fordeles på nogle af de mange bedrifter, som Søren Ladefoged Rasmussen er ejer- eller medejer af.
- Jeg må sige, at jeg er meget positivt overrasket. Maskinen er kraftfuld, med stor kapacitet. Den er ekstremt stabil med pendulerende bagaksel, og så har den indbygget lader, så den skal bare i en stikkontakt, når du ikke bruger den. Nemmere kan det ikke være, siger Søren Ladefoged Rasmussen i en pressemeddelelse.
Inden aftalen om levering af de 10 el-maskiner var han på besøg på fabrikken i Holland, hvor minilæsserne bliver fremstillet.

For Søren Ladefoged Rasmussen er der også et økonomisk incitament i investeringen. Udover mindre service, så forventer han også at spare mange tusinde kroner årligt på brændstof.
Ifølge importøren, Daugbjerg Maskiner, sparer den elektriske Pitbull i sin levetid 83 procent på CO2-kontoen i forhold til en lignende dieselmaskine. Det fremgår af en dokumenteret LCA-rapport, som Daugbjerg Maskiner har fået udarbejdet.
Daugbjerg Maskiner er klar til at vise Pitbull-maskinerne frem på Agromek.
Omlægning til el
Familien Ladefoged Rasmussen er ejer af og medejer af cirka 25 landbrugsselskaber i Danmark, og Søren Ladefoged Rasmussen har en helt klar filosofi om, at driften på gårdene skal omlægges til el i det omfang, det er muligt og rentabelt.
- Landbruget er det eneste sted, hvor du endnu på dispensation må køre med en dieselmaskine indendørs i staldene. Her har du en elektrisk maskine, der hverken ryger eller støjer. Der er mindre service, og den er langt billigere i forbruget, siger han.
Familien Ladefoged Rasmussen bor selv på heste- og planteavlsejendommen Fransbjerg ikke langt fra Hobro. Her produceres der årligt cirka 160.000 kwh fra solceller på tagene. Der vil desuden i år blive installeret et fast batteri på 225 kwh, sådan at dette sammen med de elektriske maskiner og biler kan udnytte den egenproducerede energi.
- El produceret fra vind og sol, er helt sikkert fremtidens væsentlige bidragsyder til omstillingen. El kan fremskaffes, og der er ikke det store energitab, som der for eksempel er ved brint, og den batteriteknologiske udvikling tordner derudaf, så det bliver kun bedre og bedre, siger Søren Ladefoged Rasmussen, der også er storinvestor i vindmøllebranchen i firmaet Eurowind Energy.
Investeret en milliard
Gennem det sidste halvandet år har han investeret cirka en milliard kroner i partnerskaber i landbruget. Det gør han, fordi han mener, at dansk landbrug trænger til fornyelse.
- Jeg går ind som partner i landbruget med "kloge penge". Det er partneren, landmanden der driver værket, men jeg ved lidt om de økonomiske aspekter og effektivisering. Samtidig handler det også for mig om, at værdierne bliver i dansk landbrug og forædlingen bliver i Danmark, siger han.
Han er ligeledes medejer af en større grønsagsproduktion.





