Siden den 9. august i år, hvor de første får viste symptomer på bluetongue, har fåreavler Mads Roelsen stået i lidt af et mareridt.
Ud af sin besætning på 180 moderfår og 270 lam, har han totalt mistet 120 dyr - cirka en tredjedel. Men han frygter, at mareridtet endnu ikke er ovre. Han har samlet de dyr, som viser tegn på sygdom, tæt på gården for bedre at kunne holde øje med sygdomsudviklingen. Så sent som i går måtte han aflive endnu to syge får.