Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Trods skepsis fejrer biodynamisk mølleri nu 50-års jubilæum
I 1974 var der en lille gruppe forbrugere i Hjørring i Nordjylland, der åbnede butikken Aurion med et ønske om at få biodynamiske og ikke sprøjtede fødevarer på hylderne.
I dag er Aurion Danmarks ældste økologiske og biodynamiske mølleri og kan fejre 50-års jubilæum. Trods de 50 år fortsætter mølleriet stadig udviklingen med nye produkter - eksempelvis økologiske bælgfrugter og to nye gamle kornsorter.
- I år introducerer vi en dansk spelt på markedet. Der har ikke været en dansk speltsort i Danmark siden 1928. Vi introducerer også Borrisrugen, som er det tætteste, vi kommer på en dansk rug. Vi vil rigtig gerne give forbrugerne nye smagsoplevelser, siger Brian Tholstrup Nybo, der er direktør i Aurion i en pressemeddelelse.
Mølleri, Merkur og landmænd
Kort tid efter stiftelsen i 1974 voksede efterspørgslen på de nye fødevarer, som kun fandtes ganske få steder, og det blev startskuddet til Bageriet Aurion og senere mølleriet.
I 1980 åbnede Inger og Jørn Ussing Larsen Bageriet Aurion i Hjørring, men det var svært at skaffe penge til mølleriet. Så foreningen bag Aurion stiftede Danmarks første værdi-baserede pengeinstitut, Merkur Bank, med en konservatorieuddannet fløjtenist som direktør.
Siden dengang har Aurion også haft sine egne danske biodynamiske og økologiske landmænd. De dyrker efter Aurions regler, som er strengere end de gængse regler for økologisk dyrkning. Der accepteres ingen brug af konventionel gødning, og mølleriet siger også nej tak til biogasgødning.
Spelt gjorde Aurion kendt
I 1992 fik Jørn Ussing Larsen en håndfuld spelt, og det blev starten på en livslang kærlighed til de gamle oldtids- og nordiske kornsorter. I dag har mølleriet det største udvalg i Norden af økologisk oldtidskorn og glutenfrie korn og frø. Mølleriet dyrker og producerer desuden også bælgfrugter.
Jubilæet bliver fejret den 24. oktober i Kornets Hus.