Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Debat: Ida Auken bruger diktaturets metoder
Nyudnævnte treparts-ordfører for socialdemokratiet, Ida Auken, afslørede forleden i et interview Jyllands Posten sit sande sindelag, diktatorens.
I sine bemærkninger om udpegning af arealer til den grønne treparts anbefaling om rejsning af 250.000 hektar skov på nuværende og dyrkbare landbrugsjorde, fastslog hun, at den foreslåede kompensation på 75.500 kroner pr. hektar er et diktat.
Tilplanter landmændene ikke frivilligt jorden med skov, vil hun tvinge dem til det, uanset at denne kompensation medfører lukning af relevant erhvervsudøvelse, især på landets mest frugtbare arealer. Med minksagen i erindring minder vi om, det er dyrt for staten at diktere nedlæggelse af ellers lovformelig erhvervsudøvelse.
Den grønne treparts anbefalinger går ellers ud på at iværksætte en række miljø- og klimagunstige tiltag på en civiliseret og anstændig måde for et demokratisk samfund. Ida Auken vil det anderledes, hun udtaler sig i stigende grad diktatorisk på en måde, der vækker mindelser om Stalin og andre diktatorer: Gør som der bliver dikteret, eller vi fratager dig dyrkningsretten til din jord og tvangsforflytter dig!
Det sidste er nemlig det, der sker, når en kompensation på mellem en tredjedel eller halvdelen af jordens værdi kommer på bordet. Så forsvinder landmandens egenkapital, kreditforeningernes og bankernes pant - familierne må flytte fra deres ejendom og forsørgelsesgrundlag. Da Stalin gjorde dette, kaldte vi det for tvangsforflyttelse.
Kære Ida Auken, kom ned fra din spinkle trætop og meld dig ind i kredsen af anstændige og demokratiske parlamentarikere, der i folkestyrets ånd og tradition søger dialogens vej i et civiliseret samfund, hvor man ikke truer sine medborgere med gold magtudøvelse.