Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Jagten går ind på landets sundeste lunger
Med regelmæssigt brug af lunge-USK kan man evaluere tiltag, der forbedrer grisenes tilvækst og trivsel. I år skydes Lungvember i gang 15. oktober og slutter den 15. december.
Slagtegrisenes lungesundhed er endnu engang i fokus med kampagnen Lungvember, som Ceva Animal Health første gang lancerede i 2022. I Lungvember tilbyder Ceva slagtegriseproducenter at få undersøgt grisenes lunger ved en lunge-USK, i Ceva-regi kaldet en CLP, skriver Ceva Animal Health i en pressemeddelelse.
- Grisenes tilvækst og trivsel kan påvirkes i forbindelse med lungesygdomme, og grisene viser ikke nødvendigvis, at de er syge. Derfor er en lunge-USK et godt værktøj til at få konkrete data på, hvordan grisene har det og dermed sammen med sin dyrlæge indføre tiltag, der kan forbedre lungesundheden. Tiltag kan for eksempel være forbedring af ventilationen eller skifte af vaccine, forklarer Charlotte Sonne Kristensen, dyrlæge og Teknisk Marketing Manager hos Ceva Animal Health.
Mulig forbedret lungesundhed
Ceva har fået analyseret data for Lungvember i 2022 og 2023 og har sammenlignet de to år. Blandt andet var det totale lunge-indeks 2,62 i 2022 og i 2023 var det totale lunge-indeks 1,65.
- Det kunne se ud til, at lungesundheden er forbedret fra 2022 til 2023, hvilket jo er meget glædeligt. Men da besætningerne blandt andet ikke er tilfældigt udvalgte, kan det være ret usikkert at konkludere, at lungesundheden går i den rigtige retning. Derfor bliver det meget spændende at se, hvordan lungesundheden ser ud i år i de danske besætninger, siger Charlotte Sonne Kristensen.
I 2023 oplyste 58 besætninger, hvilken vaccine de brugte, og det gav anledning til at sammenligne vaccinernes effekt på lungeforandringer forårsaget af mykoplasma.
- Vi sammenlignede de fire mest brugte vacciner i de 58 besætninger, og én vaccine skilte sig ud i forhold til at mindske forekomsten af mykoplasma-forandringer på lungerne. Derfor vil vi anbefale, at man sammen med sin dyrlæge, bruger CLP'en til at vurdere om den vaccine, man bruger, har den ønskede effekt, og hvis ikke, så er det måske værd at overveje at skifte vaccine," opfordrer Charlotte Sonne Kristensen.
To besætninger kåres
Ligesom sidste år kårer Ceva Animal Health den besætning med "Danmarks sundeste lunger" og den besætning med den "Bedste fremgang" siden sidste år.
Ligeledes har Lungvember seks ambassadører fra hver af de seks største grisepraksis, som bidrager med at udbrede kendskabet til kampagnen og kommer med gode råd og ideer til kampagnen.
Af hensyn til den store mængde lunger, der skal udtages på slagterierne og undersøges på Veterinært Laboratorium i Kjellerup strækker Lungvember sig i år over to måneder: fra den 15.oktober til den 15. december. Ceva Animal Health har af samme grund sat et maksimum på 100 besætninger, der kan deltage i Lungvember.