Mange unge er i tvivl om, hvad de skal efter deres studentereksamen og kan derfor godt bruge inspiration til mulighederne. Derfor har seks landbrugsskoler de sidste par år tilbudt gymnasieelever og studenter at komme i to dages studenterpraktik i slutningen af oktober, skriver Danske Landbrugsskoler i en pressemeddelelse.
I løbet af de dagene den 23. og 24. oktober vil eleverne få et indblik i, hvordan det er at gå på en landbrugsuddannelse, så de vil overvære undervisning, deltage i praktiske øvelser, tale med nuværende landbrugselever og høre oplæg om uddannelsen.
Under studenterpraktikken får eleverne tilbud om fuld forplejning og gratis overnatning på skolen, da kostskolemiljøet er en naturlig del af uddannelsen.
Vælger en student at tage landbrugsuddannelsen, tilbyder skolerne særlige studenterforløb. Her går man sammen med andre studenter og får merit for nogle fag og derfor kan tage uddannelsen på cirka to et halvt år.
De deltagende landbrugsskoler er Asmildkloster Landbrugsskole, Bygholm Landbrugsskole, Agroskolen, Jordbrugets Uddannelsescenter Århus, Kalø Økologisk Landbrugsskole og Nordjyllands Landbrugsskole.
Sammen med en række andre erhvervsskoler har de seks landbrugsskoler etableret en fælles tilmeldingsplatform
Studievalg Danmark, som står for studievejledningen på gymnasierne, har de seneste uger informeret gymnasieeleverne om tilbuddene. Udover landbrugsskolerne deltager Herningsholm Erhvervsskole, Learnmark Horsens, Medieskolerne Viborg, Mercantec, Tradium og Uddannelsescenter Holstebro.
Tilbuddene på erhvervsuddannelserne foregår samtidig med, at gymnasieeleverne kan komme i praktik på en videregående uddannelse via Studiepraktik.dk.





