Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Ny teknologi betyder ensartet huld på søerne
For fede søer får ofte faringsproblemer, og for magre søer får for mange dødfødte grise og har ikke kropsreserver til diegivningsperioden.
Derfor er det afgørende, at fodermængden i drægtighedsstalden er så præcis som muligt. Med OmniFeed, som den nye teknologi hedder, kan man sikre, at soen udelukkende får det, den har behov for, skriver virksomheden Bopil i en pressemeddelelse.
- Det er helt sikkert et skridt fremad i den rigtige retning både i forhold til trivsel og produktivitet. Vi skal for alt i verden undgå dårligt huld, men det kan være svært at beregne, hvad den helt optimale fodermængde til en drægtig so skal være, og her kan den nye software være en god løsning, siger chefkonsulent Thomas Bruun fra Seges Innovation, der har bidraget til udviklingen til OmniFeed.
Blandt landmændene bliver teknologien også taget godt imod.
- Det her skulle jo gerne resultere i et mindre foderforbrug og mere ensartet huld på søerne, og det er noget alle svineproducenter gerne vil have. Dels på grund af dyrevelfærd, men også fordi vi kan producere det samme med mindre foderforbrug, og dermed have en lavere CO2 udledning. Det kan give en bedre balance, fortæller svineavler Torben Poulsen, der er tidligere formand for Danske Svineproducenter.
Huldvurdering
Man sparer både tid og penge I dag foregår huldvurdering typisk ved, at man visuelt vurderer soens huld eller måler rygspæktykkelsen manuelt med rygspækscanner. Men begge dele er forbundet med usikkerhed. Og det kan være en udfordring.
- En mager so skal sættes betydeligt op i foder i drægtighedsperioden, men skal justeres ned på normal foderstyrke igen, så snart den har fået det rette huld. Jo tungere en so bliver, desto mere vedligeholdelsesfoder bruger den resten af sit liv. Hvis man fodrer en so, så den er 30 kg tungere, koster det i princippet cirka 70 foderenheder i vedligehold mere om året. Det er et foderforbrug, der ikke giver produktivitet, hvilket svarer til brændstofforbruget ved at lade bilen stå i tomgang; man kommer ingen steder, men den bruger stadig brændstof. Det er en dårlig forretning, og det er heller ikke godt for soen, siger Thomas Bruun.
Sensor over foderstationen
OmniFeed består af en sensor, der skal installeres direkte ovenpå foderstationen. Når soen går ind for at æde, bliver rygspækket bestemt og beregnet, og foderkurven justeres automatisk til den enkelte so. På den måde automatiserer man en triviel, manuel proces, som kan være både besværlig og tidskrævende.
- Vi går ikke og måler på huldet hele tiden, det sker måske en gang om måneden i bedste fald. Men når det kan gøres automatisk på daglig basis, bliver det naturligvis mere præcist. Og det kan da bestemt få betydning for bundlinjen hos producenterne, siger Torben Poulsen.
Udviklet til danske landmænd
OmniFeed er udviklet og produceret af den danske virksomhed BoPil, der har specialiseret sig i intelligente softwaresystemer og præcisionsfodring til landbruget. Her glæder de sig over den positive modtagelse.
- Vi tror på, at OmniFeed kan bidrage til en mere optimal produktion, hvilket er til glæde for vores kunder, og ikke mindst deres dyr. Det giver stor tilfredsstillelse at bidrage til en grønnere og mere effektiv fremtid i landbruget, siger Michael Fussing Clausen, der er administrerende direktør i BoPil.
Sådan fungerer Omnifeed
OmniFeed installeres direkte ovenpå den elektroniske foderstationen. Her scanner den dyrets ryg via 64 målepunkter dagligt. Soens foderkurve justeres automatisk i takt med soens udvikling. Landmanden behøver ikke manuelt at tage stillingen til hver justering, og systemet overvåges remote.
OmniFeed Pro er udviklet specifikt til drægtige søer, og kan anvendes på alle typer og fabrikater af foderstationer, som tillader individuel fodring.