Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
VKST melder om rekordstor interesse for minivådområder
VKST har i år søgt om 26 minivådområder. I sammenligning med, at der sidste år blev ansøgt om 38 projekter på landsplan, er det en ret stor indsats, fortæller Mikael Kirkhoff Samsøe fra VKST.
Han er afdelingsleder i afdelingen for natur og miljø i VKST og er også en ud af tre udtagningskonsulenter, der hvert år hjælper lodsejere med at ansøge om blandt andet minivådområder, skriver VKST i en pressemeddelelse.
- Den ambitiøse indsats kan, hvis alle projekter godkendes af myndighederne, føre til en fjernelse af 8,7 ton kvælstof fra vandmiljøet, forklarer udtagningskonsulenten.
Minivådområderne er en effektiv og naturlig metode til at reducere udledningen af kvælstof fra landbrugsjord til nærliggende vandløb og fjorde. Og i takt med den stigende fokus på klima og miljø, er minivådområder blevet en af de mest attraktive løsninger for landmænd, der ønsker at bidrage til et sundere vandmiljø og samtidig forbedre deres drift, skriver VKST.
Lavbundsjorde
Ud over minivådområder arbejder VKST's rådgivere også med større vådområder og udtagning af lavbundsjord.
De tiltag hjælper ikke kun med at reducere kvælstof i vandmiljøet, men de bidrager også til at mindske CO2-udledningerne og skabe vigtige levesteder for biodiversitet. Udtagning af lavbundsjord har særligt fokus på at tage den mest sårbare landbrugsjord ud af drift og lade naturen genoprette balancen.
For landmændene har udviklingen mod et grønnere landbrug flere fordele.
- Ud over den positive miljøeffekt, er der økonomiske tilskud og støtteordninger, der gør det mere attraktivt at være en del af den grønne omstilling, fortæller Mikael Kirkhoff Samsøe, der opremser en række fordele ved udtagningen af landbrugsjorden:
- Økonomisk gevinst ved at slippe for dyrkning af lavbundsarealer med dårlig indtjening
- Miljømæssige og klimamæssige fordele, hvor du gør en indsats for naturen
- Forbedrede jagtmuligheder på dine arealer
- Klimaregnskabet styrkes, hvilket kan bidrage positivt til din bedrift
- Goodwill fra samfundet, naboer og kollegaer som en aktiv bidragsyder til en bæredygtig fremtid
Byder ind på frivillige tiltag
Der er også generelt en større interesse fra de danske landmænd i at gøre en ekstra indsats for miljøet.
VKST kunne tidligere berette om massiv henvendelse fra landmænd, der byder ind på frivillige tiltag i forbindelse med CO2-reduktion, biodiversitet og kvælstof.
- Den store efterspørgsel maner en pæl i jorden på påstande om, at landbruget ikke byder ind på løsninger og frivillige tiltag, lød det fra formanden i VKST, Torben Hansen.
- Og nu kan vi melde om rekordstor ansøgning til minivådområder - Det er jo fantastisk, siger Mikael Kirkhoff Samsøe.
Med ekspertrådgivning fra udtagningskonsulenterne er landmænd sikret den nyeste viden og den mest effektive vejledning til at søge om støtte og få etableret minivådområder og vådområder på deres jord.
Ansøgningsfristen for minivådområder lukkede den 1. oktober, men ønsker du hjælp og vejledning til minivådområde i 2025, så kontakt udtagningskonsulenterne i VKST.