Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Prisstigning på 70 procent på spisekartofler
Fra juni 2023 til juni 2024 er landmændenes salgspris på danske spisekartofler til engrosvirksomheder steget med 70 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
I juni måned i år lå prisen per 100 kilo spisekartofler på 716 kroner mod 589 kroner per 100 kilo måneden før. Hvis man går et år tilbage, kostede samme mængde spisekartofler 421 kroner.
- Hvert år stiger landmænds priser på kartofler om sommeren - typisk fra maj måned, hvilket skyldes de relativt dyre, nye kartofler. Efter sommeren plejer priserne at vende tilbage til et niveau under 200 kroner per 100 kilo, men efter en prisstigning i foråret 2022 ligger kartoffelprisen fortsat over 200 kroner. I år har det våde forår betydet en mindre produktion og dermed færre danske kartofler, og det har måske været en medvirkende faktor til prisstigningen på kartoflerne, siger Simone Thun, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.

Den samme stigning ser man god ikke ude i supermarkederne, hvor Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks viser en stigning på 28,7 procent på kartofler i samme periode.
Halvdelen af bedrifter med spisekartofler er forsvundet
I løbet af de seneste 15 år er der blevet dobbelt så langt imellem de danske landbrugsbedrifter, der dyrker spisekartofler. I 2024 er der 776 bedrifter med spisekartofler på i alt 5.648 hektar mod 1.527 bedrifter på i alt 15.787 hektar i 2009. Det svarer til et fald i antal af bedrifter på 49 procent. Antallet af små bedrifter under 10 hektar er faldet støt siden 1988, mens der er blevet flere store bedrifter på mindst 200 hektar.

Fra 2009 til 2021 havde Region Midtjylland flest hektar med spisekartofler i jorden, men fra 2022 dyrkes der flest spisekartofler i Region Syddanmark. Der er sket et fald i arealet med spisekartofler i alle regioner siden 2009, men faldet er størst i Region Midtjylland. I løbet af de seneste 15 år er der 79 procent færre hektar med spisekartofler i Region Midtjylland, et fald fra 6.169 hektar i 2009 til 1.297 hektar i 2024.
Flere industri- og læggekartofler
Anderledes står det til med industrikartoflerne, som blandt andet bruges til at lave kartoffelmel, chips og pommes frites. Arealet med industrikartofler er nemlig steget med 183 procent fra 2009 til 2024 og udgør 50.154 hektar i 2024. Samtidig er antallet af bedrifter med industrikartofler uændret fra 2009 til 2024. I dag er der 745 bedrifter, mens der var 742 i 2009.
Det er ikke kun industrikartoflerne, som der i dag dyrkes flere af end tidligere. Det gælder også for læggekartoflerne. I 2024 er der 9.645 hektar med læggekartofler mod 4.551 i 2009, hvilket svarer til en fremgang på 112 procent. Antallet af bedrifter med læggekartofler er derimod faldet fra 621 i 2009 til 503 i 2024.

