Lyt til artiklen:

CO2-besparelser med biokul i byggematerialer

00:00
Hastighed: ???x
03:10

Byggeindustrien står over for store udfordringer med at reducere sit CO2-aftryk, og derfor er der behov for nytænkning og innovation alle steder, hvor det er muligt.

Med det afsæt har Teknologisk Institut fokus på mulighederne for anvendelse af biokul i byggematerialer i et nyt udviklingsprojekt, CHARBUILD, der udføres i samarbejde med Stiesdal SkyClean A/S, Leth Beton A/S og Kronospan ApS, og som er finansieret af INNO-CCUS-partnerskabet, støttet af Innovationsfonden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Biokul lagrer CO2

Biokul er betegnelsen for kulstofbaserede materialer, der er produceret ved varmebehandling af organisk materiale, fx affaldsprodukter fra landbrug og skovbrug, som normalt bliver brændt af og afgiver CO2 til atmosfæren.

Fordelen ved at omdanne affaldsprodukter til biokul ligger i dets evne til at binde og lagre CO2. Biokul er samtidig et kemisk stabilt materiale, der nedbrydes meget langsomt, hvilket gør det velegnet til bl.a. jordforbedring i landbruget, spildevandsbehandling og som komponent i byggematerialer.

- Projektet har til formål at demonstrere potentialet ved at anvende biokul som en essentiel komponent i byggematerialer. Dette vil ikke kun reducere CO2-aftrykket, men også spare på naturlige ressourcer og forbedre den indendørs luftkvalitet. I projektet vil vi specifikt undersøge brugen af biokul i letvægtsbeton og spånplader uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger projektleder Nina Marie Sigvardsen, Teknologisk Institut.

Letvægtsbeton anvendes bredt i konstruktioner for at reducere vægten og forbedre isoleringsegenskaber.

- Ved at erstatte en del af betonens traditionelle tilslag af letvægtsklinker med biokul kan CO2-aftrykket reduceres markant, hvilket vil blive præciseret ved hjælp af en livscyklusanalyse. Forskning har desuden vist, at op til 20 procent af cementen i beton kan erstattes med biokul uden at kompromittere de mekaniske egenskaber, samtidig med at den termiske isolering forbedres, forklarer Nina Marie Sigvardsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stort potentiale for CO2-besparelser

Og der er da også stort potentiale i det nye projekt, for byggesektoren bidrager med cirka ti procent af Danmarks samlede CO2-udledning, svarende til omkring 6,3 millioner ton CO2-ækvivalenter i 2020. En udbredt anvendelse i Danmark af biokul i produktionen af vægelementer af letvægtsbeton kunne potentielt reducere disse udledninger med op til omtrent 35.000 ton om året.

Ved en global udbredelse af en sådan praksis vil potentialet for CO2-besparelser naturligvis være betydeligt større. I projektet vil der blive udført en livscyklusanalyse for at præcisere CO2-gevinsten, der kan opnås ved anvendelse af biokul som delmateriale i letvægtsbeton.