Nordvestjyllands Brandvæsen fik lidt efter klokken fire i nat anmeldelse om en voldsom brand i en grisestald og en lade på gården Strandbjerggaard i Bremdal ved Struer.

Gården er ejet af Kristian Lundgaard-Karlshøj, der også driver Ausumgaard, og hovedbygningen på Strandbjerggaard bebos af hans mor, som dog for tiden er bortrejst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var ifølge Dagbladet Holstebro-Struer andre beboere på gården, som opdagede branden og slog alarm, og ifølge avisen rykkede 10 brandbiler og cirka 25 brandfolk ud til branden i den store stald på 2500 kvadratmeter, som indsatsleder Jean Warming ifølge avisen beskriver som en rigtig, rigtig voldsom brand.

Ifølge indsatslederens oplysninger til avisen stod flammerne i dele af bygningen 15 meter højt, da brandvæsnet ankom, og det blev brandfolkenes opgave at forhindre, at den voldsomme brand spredte sig.

Stalden blev for kort tid siden tømt for 3000 grise og rengjort, og der var således ingen grise i den, da den brændte.