Abonnementsartikel

Glæden var stor i det lille hjem, da det sent på valgaftenen stod klart, at vi skal have en ny regering.

Glæden over valgresultatet er formentligt noget vi deler med mange andre, der er involveret i dansk landbrug på den ene eller anden måde.

Vi ved det jo faktisk ikke, men vi håber og tror på, at det kun kan blive bedre at være landmand i Danmark efter det seneste valg. I skrivende stund er den nye regering endnu ikke kommet på plads, og vi venter stadig i spænding på, hvem der får de forskellige ministerposter. Det er i særdeleshed posterne som fødevareminister og miljøminister, vi håber, bliver besat af mere kompetente personligheder - poster som har stor betydning for de vilkår, vi til dagligt arbejder under i dansk landbrug.

Tilbage i november 2014 fremlagde VKO en 16-punkts plan, som har til hensigt at gøre det nemmere at være landmand i Danmark, og som skal skabe vækst og flere arbejdspladser i landbruget og i dets følgeerhverv. Ifølge planen skal gødningsnormerne fjernes, harmonikravet til slagtesvin skal hæves, og krav om randzoner og efterafgrøder skal fjernes. Dette er blot et lille udpluk af de tiltag, vi - måske - kan forvente, men lad os nu se. Det er op til os at holde politikerne op på deres løfter, og så håber vi at mottoet fra Landbrug og Fødevarer med en ny, blå regering kommer til at holde stik for dansk landbrug: "Fremtiden er ikke så sort, som den har været!"

Mens vi venter på alt det gode vi forhåbentligt har i vente, kan vi passende bruge tiden på at klargøre stalde og andre områder på bedriften til sommeren, på trods af at den lader vente på sig. Er du for eksempel opmærksom på, at der pr. 1. juli er trådt nye regler i kraft i forbindelse med overbrusning af svin? Det er nu lovpligtigt hos alle svin over 20 kg. Det er også nu, du skal kontrollere, at dit ventilationsanlæg fungerer som det skal, og du skal måske snart til at klargøre dine kornlagre til den nye høst, og overveje indkøb af e-vitaminer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Men selvom at sommeren lader vente på sig, og vejret flere steder begynder at skabe problemer for den kommende høst, så er det trods alt sommer, dyrskuerne er i fuld gang, ferien står for døren og livet er slet ikke så tosset. God sommer! ?